I følge Umberto Eco er der tale om det han kalder en ekstensionel fejlslutning når man antager at en tegnfunktion har noget som helst indholdsmæssigt med sit objekt at gøre. Det lyder tosset, men årsagen er, at Eco definerer tegnfunktionen som socialt funderet. Relationen mellem to fjendtlige atommagter er et udmærket eksempel. Iran behøver ikke nødvendigvis at have atomvåben, for at skræmme Vesten, det er rigeligt at de bare sandsynliggør det, eller lader som om de har det, f.eks. ved at give sig til at forske i berigelse af uran. Så vil der på den anden side af hegnet hos vesten opstå en socialt funderet konsensus om at Iran har atomvåben, og man vil handle derefter med indberetning for FNs sikkerhedsråd, sanktioner osv.
Fejlslutningen består altså i den antagelse, at Irans tegnproduktion, som f.eks. bruddet med den to år gamle aftale om forsegling af landets atomforskning til gengæld for uran til produktion af energi, har noget at gøre med landets besiddelse af, eller vilje til besiddelse af atomvåben. Det er meget sandsynligt at de ønsker at blive en atommagt, men samtidig er det ligeså muligt, at de pga. af deres lands ringe økonomiske og vidensmæssige forfatning, reelt ikke har muligheden for at skaffe sig disse våben. Dette kunne være grunden til at de alligevel udviser en semiotisk praksis der hos vesten indikerer viljen til at skaffe sig atomvåben.
På den måde kan man også se Irans brud på forseglingen af deres atomprogram som en nøje tilrettelagt kommunikationsstrategi, der ikke har noget objekt i form af rent faktisk fysisk eksisterende atomvåben, eller evnen til at producerer den slags våben.
På samme måde er det den ekstensionelle fejlslutning, der ligger til grund for McNamara, som jeg omtalte i forrige post og hans deterrence-filosofi, altså den tankegang, at formålet med det amerikanske atomvåbenarsenal var, at skræmme russerne fra nogensinde at overveje et atomangreb på Vesten, fordi man kommunikerede, at der øjeblikkeligt ville blive iværksat et gengældelsesangreb, der sammen med russernes angreb formentlig ville udslette det meste af verden, hvilket ikke var i overensstemmelse med nogen af de to ideologier.
Fraværet af relation mellem tegnfunktion og objekt kunne også være basis for en nedrustning. Hvis man fra amerikansk side vælger at ruste ned fra de mellem 1700 og 2200 strategiske atomvåben man råder over, til et antal ubetydeligt derunder, og kommunikerede til verden at USA går foran i atomnedrustningen og strækker en hånd ud til verdens atommagter med et ønske om at de gør det samme, kunne man opnå en billig fordel ved at få andre til at nedruste, mens man selv bevarede et stort set tilsvarende arsenal. Det var i realiteten det der var tilfældet, da Bush i 2001 bekendtgjorde overfor Putin, at man havde intentioner om at nedruste fra ca. 5300 angrebsdygtige våben til de nævnte 1700-2200. Denne handling, eller intention om samme (!), blev ifølge McNamara fulgt op af en kommunikationsstrategi, der desværre modsagde denne intention, idet man fra amerikansk side i 2002 offentliggjorde en rapport med hjemmel i kongressen, der kundgjorde at man ingen intentioner havde om yderligere nedrustning, idet man ønskede at basere amerikansk forsvarspolitik på atomvåben langt ud i fremtiden. Alene afholdelsen fra offentliggørelse af den rapport kunne have understøttet den handling fra 2001, der stod for viljen til fredog nedrustning.
Derfor er det for øjeblikket amerikansk kommunikationspolitik, ikke at lægge det mindste skjul på sit atomarsenals størrelse, og samtidig kræve af ikke-allierede, at de nedruster eller afholder sig fra at forsøge at skaffe sig a-våben.
Denne kommunikationspolitik er selvfølgelig ideologisk funderet. Bush-administrationens medlemmer, der for en stor dels vedkommende har idé-mæssigt hjemme hos den konservative tænker Leo Strauss, mener at det er et amerikansk ansvar ikke bare at bevare, men at udbrede the american way til resten af verden. Det er selvfølgelig ikke helt tosset, for så vidt en del af den amerikanske måde er en slags demokrati, men det kunne tænkes at resten af verden ikke er lige så overbevist om denne missions rigtighed som den amerikanske administration er - på samme måde som man kan blive lidt småirriteret over når Indre Mission ringer på døren og giver sig til at plapre løs om dommedag og jesus.
Under alle omstændigheder lader det til, at det er denne ideologiske fundering, der er årsag til en kommunikationspolitik, der er temmelig selvmodsigende.
Reference: Lettre
Tags:
sikkerhedspolitik atombomber politisk kommunikation ideologi
Ingen kommentarer:
Send en kommentar