Det iranske præstestyre med præsident Mahmoud Ahmadinejad i spidsen, har for nylig brudt en underskrevet aftale om ikke at udvikle beriget uran, som kan bruges til fremstilling af a-bomber. Det er meget bekymrende eftersom verden har rigeligt med a-våben i forvejen. Det ville i virkeligheden være bedre om der fandtes færre. Man kan hævde at et iransk forsøg på at skaffe sig a-våben, har en relation til invasionen af Irak eftersom den førte amerikanske politik har været baseret på invasion af ikke a-våbenførende rogue-states og forhandlinger med a-våbenførende rogue-states eller formodet samme. I seneste nummer af Lettre er der en artikel af den tidligere amerikanske forsvarsminster og koldkriger Robert S. McNamara, hvor han sætter ord på det grundlæggende spørgsmål man kan stille til dette krav. USA har en meget stor portion atomvåben på det han kalder hair-trigger alert, dvs. våbnene kan affyres med 20 minutters varsel. Der er vel at mærke tale om våben med en sprængkraft, der får Little Boy og Fat Man til at ligne lynkinesere. Dette spørgsmåle er: Hvordan kan man føre en udenrigspolitik, der på en gang baserer sig på en sådan permanent trussel eller et sådant potentiale, om man så må sige, og samtidig tale om atomnedrustning. Er det et rimeligt krav at stille til sit diplomati, at kræve nedrustning fra erklærede fjender, mens den amerikanske præsident permanent følges rundt af en officer med den såkaldte football med den direkte adgang til affyring af missiler, der kan være i luften tyve minutter efter?
Måske kan man godt forstå russernes opretholdelse af patruljerende ubåde i farvandet omkring Cuba efter Kennedys embargo officielt havde virket i forbindelse med cubakrisen. Her var et land der var USA tydeligt inferiørt militært såvel som politisk, ingen kan i dag være i tvivl om at USSR var underdog. Måske kan man se den aktuelle atomoprustning eller forsøget på det blandt diverse roguestates og andre i lyset af russernes desperate handlinger omkring cuba - ikke mindst når en tidligere amerikansk forsvarsminister understøtter et sådant synspunkt.
Et krav om nedrustning klinger betydeligt hulere når det kommer fra eksisterende atommagter, der ikke selv gør nogen synlig indsats for at reducere atomarsenalet.
Der har siden 60'erne med SALT-aftalerne og senest med START I og II aftalerne mellem USA og Rusland i starten af årtusindet, været konsensus om reduktion af arsenalet mellem disse to magter, hvorfor kan noget lignende ikke gennemføres overfor andre eksisterende og vordende atommagter. Kan det have noget at gøre med en hvis neokonservativ bølge i USA?
Tags:
atomvåben sikkerhedspolitik Robert S. McNamara USA Mahmoud Ahmedinejad
Ingen kommentarer:
Send en kommentar