Jeg har gennem et stykke tid undret mig lidt over hvornår det store rykind med videotelefoni indtrådte, hvornår man så gud og hver mand stå og tale henført med ansigtet, ikke bare øret, rettet mod mobilskærmen. Jeg synes dette rykind er udeblevet. Jeg har ikke set nogen stå og tale med skærmen.
Hvorfor?
Det er muligvis ikke nogen superoriginal tanke, men det forekommer mig i hvertfald, at videoelementet går i mod selve nøglefunktionaliteten i en mobiltelefon - mobiliteten. Hvis man forestiller sig, at skulle interagere med sine kontakter med blikket rettet mod en skærm mens man går på gaden, er ulempen indlysende. For at kunne bruge en videofunktion til noget som helst, bliver man af sikkerhedsmæssige årsager nødt til at stå stille - til at opgive noget af sin mobilitet. Man kan bare forestille sig de potentielt katastrofale følger af at vente på toget på Nørreport mens man taler med sin kammerat på skærmen - og træde ud mod toget på det forkerte tidspunkt.
Hvad sker der så?
Det er primært selskabet 3, der har markedsført denne funktion, men altså med temmelig svingende held. Ikke desto mindre er denne funktionalitet altså dukket op på mobilplatformen. Hvad sker der så med den. Udviklingsomkostningerne til den har været for dyre til at erkende, at det bare ikke var en god idé. 3 producerer selvfølgelig ikke selv telefoner, men producenterne har tilsyneladende lært af det eklatante fejlslag som videotelefoni viste sig at være. I stedet for at markedsføre den nye N95 på videotelefoni -som den er fuldt ud i stand til at levere, har NOKIA valgt at fortælle små historier på deres hjemmeside om hvordan en kunstner går rundt med den i lommen og tager billeder af ting, der inspirerer hende og videoklip af interessante ting, som hun kan inkorporere i sin kunst.
Fordi stort set alle telefoner der sælges i dag har video- og fotofunktionaliteten, vil udbuddet, og ikke efterspørgslen sandsynligvis diktere, at denne funktion bliver hver mands eje, hvis den ikke allerede er det (min telefon kan kun sms's og ringe - den har vist nok også en fm-radio, men den virker ikke rigtig). Set i det perspektiv er det interessant, at et fejlslagent udbud, videotelefoni, kommer til at afstedkomme og diktere en ny form for socialitet.
Fra hver sin side af køber / sælger-kløften, har forbrugere og udbydere fundet ud af, at videotelefoni ikke kan bruges til noget indenfor rammerne af den socialitet der allerede eksisterer omkring mobiltelefoni (det at man f.eks. kan gå på gade med den uden at gå ind i ting). Derfor bliver funktionaliteten gennem appropriering fra forbrugernes side, og markedsføring fra udbydernes side, simpelthen brugt til noget andet.
Det er faktisk historien fra SMSens tid om igen. Oprindelig blev denne simple og billige (for udbyderne) teknologi introduceret henvendt til travle aktiehandlere, der hele tiden skulle kunne modtage information om hvordan aktierne stod. Det viste formattet sig overhovedet ikke at kunne rumme - i stedet blev SMSen approprieret først af ivrige teenagere, der fandt et nyt medie til at kommunikere, mobbe, flirte, date osv. Derefter til den bredere befolkning, og i dag er SMS vel et medie, der er lige så anvendt som telefonfunktionen - hvis ikke mere.
Hvad kan man så lære af det? Hvor er kæden hoppet af? Hvis man nu som udbyder ikke nødvendigvis synes det er sjovt, at måtte erkende at denne nye fancy pants teknologi, man lige har fundet på, overhovedet ikke vinder indpas hos forbrugerne, og at man derfor bliver nødt til at komme i tanker om en anden måde man kunne bruge den - hvad skal man så gøre?
Jeg ved godt, at det går lidt i mod min forrige post - men brugerinddragelse er vejen frem. Inddrag forbrugerne i alle led i udvikling, produktion og markedsføring. Jeg siger bare corporate blogging, podcasting, wikis, semantic web the whole nine yards! Kom nu i gang!
