Det slog mig da jeg sidst tog metroen fra Frederiksberg station til Vanløse, at jeg gennem bevægelsen fra mit hjem til Frederiksberg station, og herfra til ikke længere end til Vanløse station, i min læsning af byen havde skiftet syntaks. Jeg gik langs velkendte veje, og ville uden videre kunne retningsbestemme et hvilket som helst bekendt sted i byen fra det sted jeg netop befandt mig. Jeg er imidlertid ikke ret bekendt med Vanløse, så derfor slog det mig at jeg havde skiftet bymæssig syntaks i læsningen af byen med min ankomst til Vanløse.
Når man går rundt i byens gader, er ens måde at finde vej på styret af kendte steder, som man bruger som pejlemærker, når man først ankommer til København som tilflytter er det måske Rådhuspladsen, Kgs. Nytorv og Hovedbanegården man kender til og de udgør hvad man kunne kalde waypoints som man navigerer efter. Efterhånden som man bruger byen finder man andre steder f.eks. Nørreport. Til at starte med relaterer man det sted til et af de tre andre, og bruger de tre andre til at finde det med fordi man kender det ved den måde det forholder sig til de andre steder på. Når Nørreport er blevet ligeså bekendt som de tre første steder, har man fire waypoints, og man går måske videre til finde ud af hvor Skt. Hans Torv ligger. Dette sted forholder sig til de fire andre, og dette forholder bestemmer ens muligheder for at finde det.
På den måde udbygger man sit netværk af waypoints i byen efterhånden som man bliver bekendt med den, og en person der har boet længe i byen vil have et stort antal waypoints, og derfor et omfattende helhedsbillede af byen, som gør det let for ham at navigere og finde vej.
De enkelte steder kan have forskellig betydning for byboen, der navigerer i sin by. F.eks. kan Rådhuspladsen, som nok er det første enhver tilflytter stifter bekendtskab med, have en anden karakter end den sidegade på Vesterbro som man spadserede igennem for første gang i går aftes.
Hertil kommer at de enkelte steder for den enkelte bybo er associeret med forskellige betydninger, f.eks. arbejde, studie og måske mødte man sin kæreste på et tredje sted. Disse ting har uden tvivl også betydning for hvordan man finder vej. Måske vil man mere eller mindre bevidst undgå at bevæge sig den vej man kører for at komme på arbejde, hvis man skal i byen, fordi den associative værdi af arbejdsvejen, og de waypoints der findes undervejs hertil, ikke korresponderer med de værdier der er tilknyttet det at gå i byen.
Der er derfor et netværk af betydninger og associationer, der betinger navigationen i byen. Og læsningen af byen indeholder mange lag og er i vid udstrækning unik for enhver bybo.
Jeg har oplevet for år tilbage, at være nytilflyttet København, og mit indtryk af, at lære at navigere i byen er som ovenfor, men jeg har også oplevet at være på besøg i Paris, hvor jeg aldrig har været så længe, at jeg har fået en egentlig holistisk fornemmelse for byens sammensætning. Her har man imidlertid metroen. Den fungerer som en abstraktion af den associative og relationelle navigationsmåde. Det er ikke længere bygningers forhold til hinanden og navigatørens eget forhold til de steder og bygninger han passerer igennem, som afgør hvilken vej han tager. Her handler det om aflæsning af et diagram med et antal linier der skematisk viser stationernes placering i forhold til hinanden, og kendskabet til byen bliver til kendskabet til nærmiljøet omkring stationerne. Her er der et niveau af læsning, der er ens for alle. En række linier med forskellige bogstaver går i forskellige retninger og konvergerer enkelte steder, hvilket giver mulighed for at skifte retning. Kendskabet til byen kan sagtens være som før beskrevet, subjektiv og historisk betinget, men det er det pletvis, dvs. man kender området omkring Pigalle og Clichy eller andre stationer, men fordi metroen er befordringsmidlet, bevæger man sig aldrig særlig langt væk fra de kendte stationer. Man kan selvfølgelig sige, at netop i Paris er der så mange stationer, at uanset hvor langt man går, er man aldrig særlig langt væk fra en metrostation. Ikke desto mindre er der en hvis vanemæssig begrænsning i navigationen via metro.
København og Frederiksberg er nu ved at have et lille, men alligevel relativt udbygget metronet, og det giver let og hurtig adgang til en række steder jeg normalt ikke er kommet så meget i byen, og som jeg derfor ikke kender særlig godt. Ved min ankomst til Vanløse og særligt min tur tilbage til Frederiksberg, oplevede jeg at jeg ikke havde nogen som helst relation til den retning metroen kørte. Jeg vidste ikke hvad vi passerede, mod hvilket verdenshjørne vi kørte. Jeg havde kun en rent intellektuel forvisning om at stemmen i højtaleren næste gang ville sige "Frederiksberg..." og jeg følte en stærk trang til straks jeg kom hjem, at sætte mig op på min cykel og cykle til Vanløse for at tilegne mig vejen som jeg har tilegnet mig resten af byen.
Tags:
byen transport metroen i københavn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar