En skematiseret fortælling - the willing suspension of disbelief

Jeg var sammen med en god veninde til en operaforestilling på konservatoriet i aftes, og se Händels Xerxes, som for librettoens vedkommende gav stærke mindelser om Shakepeares skuespil, f.eks. Othello hvor alle tror at alle er nogle andre end de i virkeligheden er og, at de har andre hensigter end de i virkeligheden har. Billedet herover viser en skematisk gengivelse af personernes relationer til hinanden, som var med i programmet.

Stykket blev spillet af konservatoriets studerende på en lille scene i konservatoriets koncertsal på H.C. Andersens Boulevard i København, og var langt fra noget udstyrsstykke. Motivet, den persiske Kong Xerxes kærlighedsdrama med dennes udkårne Rosilda, Rosildas elsker, dennes far, dennes anden datter, Rosildas søster og en del andre, kunne ellers sagtens være blevet belagt med udstyr i den helt store skala - der indgår bl.a. en bro fra Persien til Europa! Da jeg læste resumeet af librettoen, følte jeg mig ellers hensat til forne tiders storfilm om Ben Hur, Spartacus og andre gigantiske Hollywoodproduktioner. I udførelsen af stykket var broen til Europa repræsenteret ved en række stole stillet efter hinanden, hvilket meget godt siger noget om udstyrsniveauet.

Sangerne var udklædt i tøj, der giver mindelser om halvtredserne hvad angår jakkesættenes snit og kvindernes kjoler. Hertil kommer at der blev sunget på Italiensk, og den eneste grund til at jeg forstod enkelte brudstykker af dialogen er mine franskkundskaber.

Der var altså en række forhold, som kompromiterede historiens formidling til publikum: uoverensstemmelse mellem motivet (oldtidens Persien) og kostumerne, rekvisitternes ekstremt rudimentære format, og endelig at der blev sunget på et sprog som kun et meget begrænset antal af publikum må formodes at kunne forstå. Den eneste adkomst man som publikum havde til historien, var det resumé der var vedlagt programmet.

Hvorfor i alverden føler man sig stadig underholdt?

Svaret kan måske findes med gamle Coleridges begreb om the willing suspension of disbelief, altså det, at man som modtager af en fortælling, det være sig som læser eller publikum, giver køb på kravet om, at det læste eller sete stemmer totalt overens med den virkelighed man kender fra sit daglige liv. Teater og eventyrfortællinger gør i særlig høj grad brug af denne mekanisme hvilket gør, at læsere af Ringenes Herre er villige til at godtage eksistensen af orker og elvere og andet godt. For teatrets vedkommende sker det idet man på en scene har begræsede remedier til sin rådighed.

Men hvorfor gør man det? Nogen har kaldt det det narrative begær, altså det at man har et indre behov for at høre historien til ende, eller mere specifikt at skabe en forbindelse mellem plotelementerne. Man kan f.eks. spørge sig selv hvad et plot er. Hvis man eksemplificerer med en begivenhedssekvens som følger: "Først døde kongen, så døde dronningen.", vil mange mene, at der er tale om et plot med den begrundelse, at der vel er en årsagssammenhæng mellem de to dødsfald - dronningen døde vel af sorg. Rimeligvis er der ikke tale om et plot for så vidt historien netop ikke melder om nogen årsagssammenhæng mellem kongens og dronningens død. Denne reaktion er ikke desto mindre et meget godt eksempel på den vilje til sammenhæng og mening, mennesker altid udøver. Det er i øvrigt netop denne sammenhæng - eller totale mangel på samme, der fungerer som et væsentligt element i det absurde teater, som det kommer til udtryk hos Beckett, Ionesco, Camus o.a. I mange af Becketts stykker er der netop ingen sammenhæng mellem begivenhederne, der er ikke noget plot, men fraværet af dette plot udstiller tilskuerens vilje til at skabe og finde denne sammenhæng som ikke er der. Spørgsmålet er, om man kan acceptere den præmis, at der ingen sammenhæng er - i hvertfald er det ikke noget man gør ureflekteret.

Det tror jeg er grunden til, at jeg kunne føle mig underholdt og opslugt af en historie, som på alle måder var søgt skjult for mig, og som jeg på det nærmeste var forhindret adgang til. Jeg kom til at tænke på Lars von Triers Dogville, hvor kulisserne er reduceret til streger på et gulv med ganske få rekvisitter. von Triers film såvel som Händels Xerxes udsat for omfattende reduktioner, udløste altså for mig alligevel trangen til at følge med, og finde sammenhængen i begivenhederne på skærmen og scenen.

Det svarer til at pille alt ud af en bil undtagen motoren fire hjul, et rat og tre pedaller. Det er de ting der får bilen til at køre. Man kan spørge sig selv hvor meget man kan reducere en historie inden modtagerens vilje til at suspendere sin mistro ophører.

Jeg vil senere komme tilbage til hvad man kan bruge erkendelsen af menneskets ufravigelige vilje til at skabe mening og sammenhæng til.

Tags:

suspension of disbelief
Coleridge
opera