02 april 2006

propaganda er det første våben der bliver affyret

Når jeg kan finde en ledig stund, læser jeg for tiden Hans Kirchhoffs, Henning Poulsen og Aage Trommers fremragende bog om anden verdenskrig. Propagandamaskineriets arbejde får mig til at tænke på den senest startede krig - Irakkrigen og den tilsvarende propaganda, hvad lavede Hitlertysklands kommunikationsafdeling? og hvad laver amerikanernes?

Krigen startede som de fleste ved med at tyskerne gik ind i Polen d. 1 september 1939.

Inden de gjorde det, havde Hitler som erklæret mål, at skaffe sine landsmænd mere lebensraum. Det var en hensigt, der forinden havde kostet Tjekkoslovakiet sin eksistens, uden sværdslag ganske vidst. Hitler havde faktisk temmelig let spil fordi vestmagterne egentlig også synes at man havde været relativ hårde ved tyskerne efter første verdenskrig. Mange, inklusive en del tyskere på højrefløjen, mente egentlig at Versaillefreden var urimelig, mest fordi der ved første verdenskrigs afslutning aldrig havde stået fremmede tropper på tysk jord.

Det gjorde at Hitler uantastet vadede ind i den demilitariserede zone mellem Tyskland og Frankrig beliggende på tysk jord. Gjorde Tyskland alligevel det, havde Frankrig iflg. de såkaldte Locarnotraktater ret til, at sende dem ud af denne zone ved magt.

Men det var jo egentlig også lidt synd for dem. Da tyskerne gik ind i Polen på bemeldte dato i 1939, var det under påskud af, at Polakkerne begik overgreb mod det tyske mindretal i den vestlige del af Polen. Forholdet mellem denne påstand og den aggresion de svarede med, var naturligvis ude af proportioner. Tyskerne invaderede Polen med 1,5 millioner mand! Frankrig og England havde indgået en beskyttelsespagt med Polen, der var ikke noget at gøre, krigen var en realitet.

Nu var det jo gået meget godt indtil han gik ind i Polen. Hitler havde af adskillige omgange forbrudt sig mod Versaillefreden og fik lov at gøre det fordi det også var lidt synd for tyskerne. Dertil kom bl.a. Chamberlains modvilje mod endnu en gang at føre krig på det europæiske kontinent. Men tilsyneladende var denne indstilling i høj grad noget de omkringliggende magter selv fandt på. Hvorfor havde hitlers propagandaminister ikke et bedre bud på hvorfor det var bydende nødvendigt, at tage en luns af Polen? 1,5 millioner kamptropper inkl. panser for at stoppe overgreb mod et mindretal? Det lyder ikke særligt plausibelt.

Så var amerikanernes kommunikationsstrategi langt bedre. De henviste til sattelitfotos, der med entydig klarhed viste, at Saddam havde mobile fabrikker til fremstilling af små atomvåben, kemiske og biologiske våben. De fremviste komplicerede planer over de huler, som Al-Queda formodedes at gemme sig i. De kørte faktisk propagandaen så langt, at de sendte specialtropper ud at lede efter hulerne, formentlig velvidende at de aldrig ville finde noget af det de havde vist tegninger over. Men de førte faktisk propagandaen ind i selve krigshandlingerne. Hitler kom med et fuldstændig håbløst, og tydeligt løgnagtigt påskud for at invadere Polen, og for at indføre værnepligt, og for at bryde den demilitariserede zone, og for at annektere en stor del af det der i dag er Tjekkiet.

Selvfølgelig gjorde amerikanerne også brug af synd-faktoren. Jeg kan ikke huske hvem der sagde det - det kan endda være det var en dansk politiker - "I dag er vi alle New Yorkere" De ord blev udtalt i forbindelse med 9/11. De var udtryk for en kassekredit af sympati, som amerikanerne i de følgende år trak og trak på. I parantes bemærket var sympatien absolut på sin plads, men den var ikke på sin plads som kassekredit.

Med undtagelse af deres småt begavede præsident, kørte amerikanerne faktisk en forbilledlig propagandakampagne for deres krig i Irak, som de for længe siden havde planlagt i The New American Century. Specielt er det interessant, at de rent faktisk tilsyneladende ledte efter de våben, de næsten med sikkerhed vidste ikke var der. Det kan selvfølgelig være et spørgsmål om på hvilket niveau den viden eksisterede. I virkeligheden var tropperne på jorden vel mest troværdige hvis de selv troede på at de ledte efter masseødelæggelsesvåben. Man kunne derfor forestille sig at det kun var på præsidentielt niveau, at man havde kendskab til fakta.

Det eneste kommunikationsmæssige problem amerikanerne havde - og har, er deres småt begavede præsident, som ved flere lejligheder ud fra et kommunikationsperspektiv, har dummet sig en del. F.eks. da han omtalte FN som en diskussionsklub, da han forsøgte at dele Europa op i gamle og nye Europa og måske mest eklatant da han omtalte sine bestræbelser i Mellemøsten som et korstog!! Det sidste klinger skidt i ørene på de fleste arabere.

Det er tydeligt, at mens Hitler ville have gået ind i Polen med 1,5 millioner mand, med den undskyldning at han havde glemt et par sokker hos sin moster i Stettin, havde amerikanerne et helt klart propagandamæssigt mål om, at bevare de væsentlige magters sympati så længe det overhovedet var muligt. De har formentlig godt vidst, at de fleste europæere ville blive vrangvillige på et eller andet tidspunkt, men jo længere de kunne udsætte dette tidspunkt, jo længere kunne de handle uhildet af kedelige europæiske kompromiser og begrænsninger. Sandheden er, at hvis Hans Blix havde fortsat med at lede efter masseødelæggelsesvåben, var han til sidst kommet til den konklusion, at der ikke var nogen. Hvis han først havde forelagt den konklusion for sikkerhedsrådet, havde amerikanerne mistet enhver undskyldning for at gå ind i Irak. Derfor var det afgørende at komme afsted, inden han fandt ud af det amerikanerne udmærket godt vidste.

En række jurister må have krummet tæer en hel del, da amerikanerne erklærede, at de havde hjemmel i den allerede givne resolution, til at invadere et suverænt land.

En væsentlig forskel mellem Hitlers røverhistorier og amerikanernes strømlinede propagandastrategi er nok også den, at kommunikationsproliferationen, altså spredningen af information, og den hastighed hvormed dette sker, var betydeligt lavere i 1939 end i dag. Mon ikke der havde rejst sig et folkekrav mod Chamberlain og den særligt den franske udenrigsminister Dadier om at stoppe tyskerne inden de kom for godt i gang? Måske var det noget Hitler tog med i sin beregning, da han brugte to minutter på at komme i tanker om noget vrøvleri han kunne hælde i ørene på Vestmagterne?

Ingen kommentarer: