God pointe om social media

Kirsten Drotner var i P1 om sin nye bog Mediernes Historie i går

Hun havde en ret god pointe i at ønsket fra diverse konsulenter og eksperter om at fortælle hvad sociale medier egentlig er for noget, er ret meget ved siden af. I følge hende er det helt muligt at se de sociale grundfunktioner, som facebook m.m. udfylder, i alle mulige andre situationer - og ikke mindst til alle mulige andre tider.

Hun talte om venindebøger i skolegården, som en pendant til den kapital, der ligger i at vise hvor mange venner man har på facebook. Og havde en række andre pointer i samme stil.

Det er i hvertfald en bemærkelsesværdig pointe i en medieverden, hvor alt er nyt, og alle stiller sig op som fortolkere af denne nye verden. Det er grundlæggende menneskelige motivationer, der ligger bag vores handlinger uanset hvilket medie, det foregår igennem. Når hun talte om maasemedier, refererede hun først og fremmest til Guthenberg og trykpressen i 14-tallet. Det er sgu en reference, der alligevel temmelig sjældent finder vej til nogle af mine præsentationer!

http://www.sdu.dk/Nyheder/Nyt_om_navne/Bog+om+medier

Test af Danske Banks Iphone app

Fedt at Danske Bank har lanceret en bank-app, så man kan lave simple bankforretninger on the go - eller bare uden at skulle fyre op for laptoppen. Fedt at man kan overføre en 100 kr seddel til en kammerat for en biografbillet eller sådan noget - så man slipper for irriterende kontanter. Og endelig, fedt at det er Danske Bank, der gør det - jeg kan se, at Nykredit, og Jyske har fulgt trop. Deres apps er bare ikke så gennemførte som Danske Banks. Her kan man ikke administrere sine egne konti og overføre penge, men primært bare få valutakurser, bliver ringet op og den slags.

Jeg kommer bare aldrig til at bruge Danske Banks mobil app.

Det, der nemlig ikke er så fedt, er at behovet for sikkerhed takler Danske Banks ambition om at være tilgængelig via en reel mobilbank.

Man skal nemlig først installere Nem ID, som tager ca. en uge om at reagere med et brev med brugernavn og password. Det er der i sig selv ikke så meget at sige til, men i forhold til Danske Banks tilgængelighed, synes jeg, det er et problem, at man binder sig op på tredjepart. Jeg kan sagtens se sikkerhedsargumentet, men stadig...

Derudover skal man logge på sin netbank med Nem ID, tilmelde sig mobilbank, ændre sin servicekode, som er en slags ekstra kode, man skal bruge i mobilbanken.

Først når man har gjort alt det, kan man starte app'en på sin Iphone. Nu skal man taste sit Nem ID brugernavn / CPR nr. ind samt sin servicekode fra netbanken. Når man har gjort det, skal man taste en nøgle fra et nøglekort man fik tilsendt fra Nem ID. På nøglekortet bliver der angivet et nummer, og man skal så indtaste det nummer der står  ud for dette nummer.

Så har man adgang til banken i mobil app'en.

Det ville være helt fint, hvis man kun skulle gøre dette én gang. Men det skal man ikke.

For app'en logger sig selv af efter et vist tidsrum.

Det betyder, at man skal taste CPR nummer / Nem ID nummer ind sammen med servicekoden (som man skal kunne udenad, ellers skal man ind i sin netbank og finde den igen - og hvem kan bruge det til noget, når det man vil er, at overføre penge for en bio-billet, mens man sidder i biografen?) Dernæst skal man igen taste en nøglekode ind fra det omtalte nøglekort fra Nem ID.

Dvs. man skal kunne huske sit cpr.nr (ikke noget problem), sin servicekode (problem) OG slæbe rundt på sit nøglekort fra Nem ID (problem)

De ting er problemer på to niveauer: dels har jeg rigeligt med tal og koder, jeg skal gå og huske i forvejen. Dels svarer det, at have sit nøglekort fra Nem ID med rundt i sin pung, jo til at have et papir med sin pinkode klistret på sit dankort!

Derfor: fedt nok at Danske Bank har rykket på at gøre bankforretninger mobile - det er det eneste rigtige - og det er den vej alting går - hør bare Eric Schmidt fra Google, men behovet for sikkerhed takler bare præcis den key proposition banken ønsker at vise - tilgængelighed. Øv.

Byer for mennesker

Jeg har siddet og læst i Jan Gehls Byer for mennesker. Det er en opdatering af hans Livet mellem husene, som jeg ikke har læst. Hans hovedsynspunkt lader til at være, at den menneskelige dimension er blevet overset i byplanlægningen. Man har tænkt i for store skalaer og taget meget hensyn til biltrafikken. Han fortsætter med at sige, at biler har behov for meget plads for at kunne bevæge sig så hurtigt som 60 - 100 km/t, mens fodgængere og cyklister har behov for langt mindre plads. Altsammen fordi det menneskelige sanseapparat er optimeret til at procesere en verden, der passerer forbi med ca. 5 km/t. Det er derfor ikke udelukkende bilen i sig selv, der kræver den megen plads, det er lige så meget mennesket, der skal have meget plads til at reagere, når det skal bevæge sig så hurtigt.

Den store skala, der er nødvendig for at have de mange biler i byen er desværre samtidig afviklende for andet end det, han kalder nødvendig aktivitet, altså arbejde ærinder m.v. Aktiviteter som er sociale og lystbetonede, mødes med venner, bruge selve byrummet til en aktivitet, sidde på cafe, spille basket osv. - disse aktiviteter bliver mere nedtonet fordi byrummet ikke inviterer til det.

Han binder dette synspunkt op på en karakteristik af menneskets evne til at opfatte forskellig kommunikation på forskellige afstande. Det er, siger han, først på de korte afstande, at mennesker kan genkende hinanden, de endnu kortere, at vi kan aflæse følelser m.v.

Hvis ikke byrummet tilbyder disse dimensioner, er der ingen, der vil bruge byrummet til andet end nødvendige aktiviteter eller gennemfart. Og byrummet kan ikke tilbyde sådanne dimensioner, hvis de er dimensioneret til biler.

Det betyder at Jan Gehl er ret træt af biler og byrum dimensioneret til dem. Det er da også let at være enig med ham i, at billederne af byrum, der rummer entydigt mere menneskelige skalaforhold med fortovscafeer, stueetager med butikker m.v., er klart mere tiltrækkende at se på. Jeg kan da også sagtens se, at planlægningen af Ørestaden er lavet temmelig meget med hovedet under armen og uden hensyn til noget af det han taler om i Byer for mennesker.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på om han er for ensidig i sin betragtning af byrummets interessenter. For hvad med økonomien? Hvis en by skal fungere, skal der være arbejdspladser, institutioner, butikker m.v. og disse kræver medarbejdere, leverancer m.v. som skal transporteres ind og ud. Jeg er enig i, at byrum, der respekterer den menneskelige skala og er dimensioneret ud fra det menneskelige sanseapparats evner, er langt mere intuitivt indbydende, men overser han ikke, at der er andre dimensioner ved bylivet end de lystbetonede og sociale?

Infrastruktur er afgørende for at få en økonomi til at fungere. Der er institutioner, arbejdspladser, butikker, fabrikker m.v., som alle skal have medarbejdere, børn, leverancer, råvarer osv. Disse ting kræver infrastruktur. Jo ringere infrastrukturen er, jo højere pris vil byens beboere i sidste ende komme til at betale for varer, arbejdskraft, institutionsoladser.

Jeg synes derfor, der er behov for at se byudvikling i mere end end en enkelt interessents perspektiv. De fleste har i forvejen mere end et interessentskab.

Location:Store Kongensgade,København,Danmark

Hvordan var New York?

New York er noget totalt andet end sidste gang, jeg besøgte den. Ikke fordi den har ændret sig markant, men fordi jeg ser noget andet af den nu, end jeg gjorde sidst jeg var her. Så hvordan var New York?

Makes no sense! Hvordan var Chinatown? Hvordan var Williamsburg? Hvordan var East Village? Hvordan var Chelsea, Meatpacking, Brooklyn Heights? Det er spørgsmål, der giver mere mening. De enheder, man identificerer sig efter, særligt her i byen, er langt mindre end løst forbundne sociale megastrukturer som New York, USA, DK osv. postuleret af diverse guidbøger.

Det er egentligt en triviel konstatering, for er det ikke også sådan alle andre steder, København, Danmark m.v.? Jo, det er, men det er bare som om, det fremgår meget tydeligere herovre. Der bor 150.000 kinesere og andre asiater i Chinatown, og vores nærmeste association, da vi gik derovre, var Hanoi! To gader længere nede, var vi i financial district downtown - og i en anden verden. Vist er en person fra Østerbro mere tilbøjelig til at identificere sig som østerbroer end som en fra Amager, men springet er ikke langt - ikke som fra China Town til financial district, eller for at tage et mere beboelsestungt kvarter, east village, hvor vi bor nu.

New York er en komplet uhomogen by, hvor alting er tegnet hårdere op, og derfor virker den som et koncentrat og en tydeliggørelse af hvad en by er.

Kom nu Hollywood!! - et filantropisk nederlag

Under mit besøg her i New York, sad jeg og zappede forbi Fox News, hvor Steven Baldwin blev interviewet. Steven Baldwin, der altid ser lidt, bare lidt retarderet ud. Fox News spurgte Steven hvorfor Hollywood ikke var mere engageret i oliekatastrofen i den mexikanske golf. Steven sagde, at det var han da også ked af, men han havde faktisk lige ved et tilfælde lavet en film om det, The Will To Drill, som handlede om oliselskabers tvivlsomme moral og samfundssind, når det kom til en afvejning med profit.

Det interessante var, at Fox anklagede hollywood for ikke at gøre nok for at afhjælpe katastrofen. Hvad skulle de kunne gøre? Men det er er meget sjovt eksempel på hvilken rolle Hollywood og filmindustrien spiller herovre. Landets moralske dømmekraft... Hvem ville anklage Mads Mikkelsen for ikke at gøre nok for iltsvind i Kattegat?

A place outside the photography

Jeg var inde og høre nogle foredrag med tre fotografer i forbindelse med Copenhagen Photo Festival i denne uge. jeg hæftede mig særligt ved Anne Hardy. Men fælles for dem alle tre var, at selve fotografiet, virkede til at være mere eller mindre underordnet - altså brugen af de værktøjer til fremstilling af billeder, som fotografiapparatet tilbyder, blænde, lukkertid, flash, diverse teknikker hertil osv. Kunstværket lod i langt højere grad til at ligge i processen bag selve fotografiet.

Billedet herover er af Anne Hardy og er en omhyggeligt arrangeret opstilling af i et studie. På den måde minder det lidt om ham fotografen, hvis navn jeg ikke kan huske lige nu, som lavede opstillede setups i meget naturtro arrangementer lavet af pap - et træ, der fuldstændig ligner et træ, men som er lavet af pap helt i gennem.

Hendes argument for at arbejde på den måde var, at hun på den måde omgår fotografiets dokumentariske egenskab. Dette billede henviser / denoterer ikke et givet sted, som findes udenfor selve fotografiet. Man kan tilføje at det ikke kommer til at rumme den række af konnotationer, som et afbildet fysisk sted ude i verden ville. Sociale, politisk, geografiske m.v. På den måde forholder hun sig udelukkende til sit motiv som æstetisk substans.

Hun talte også om et billede, der involverede brugte og visne juletræer. Hun fremdrog det som eksempel på at gøre brug af noget, der har mistet sine konnotative værdier - eller er blevet frisat fra betydning. Det er måske en tilsnigelse, juletræerne er jo netop indgivet med betydning fordi de kommer fra en social betydningskontekst, nemlig julen og det at danse rundt om træet, pynte det osv., familie, religion osv. Det er selvfølgelig sandt, at juletræet i en vissen tilstand og som affald, har ændret betydning, men det trækker stadig et spor tilbage til sin oprindelige kontekst - og dermed betydningsdannelse, der, om man så må sige, forurener Anne Hardys denotationsfrie billede.

Æstetisk er det jo egentlig en sjov omvej at gå at vælge fotografiet som medie. Uanset hvordan man vender og drejer det, rummer fotografiet et dokumentarisk element. Det afbilder noget, som på et tidspunkt har været i verden i en eller anden forstand. Hvis det er Anne Hardys ambition, netop at undgå det, så var der måske andre medier, der var interessante.

Omvendt ligger der jo en interessant dynamik i forholdet mellem fotografiets uafvendelige dokumentariske form og det, at motivet for Anne Hardys billeder netop ikke findes i verden - og endda er fremstillet udelukkende med det formål at blive belyst og fotograferet.

Det var egentlig også gennemgående for de tre fotografer, at de ikke brød sig ret meget om fotografiets dokumentariske egenskaber. Den ene af dem, hvis navn jeg heller ikke kan huske - en amerikaner - kaldte dog også sig selv performancekunstner. Det er egentlig som om ret mange fotokunstnere føler sig kaldet til at forholde sig til det forhold, deres medie er skabt til repræsentere noget helt konkret tilstedeværende i verden - altså til at dokumentere - og ikke til at lave kunst med.

Anne Hardy var også optaget af at lave rumlige dynamikker i sine billeder med hjørner og døre og den slags - antydninger af tilstødende rum, som man ikke kan se ind i eller hvor fører hen, men som netop bare er antydet. Jeg har egentlig lagt mærke til den samme dynamik, hvis man sætter et stærkt retningsbestemt lys i et tilstødende rum og lader det belyse ens motiv gennem døren, så døren fremstår som en art rammesætning af lyset - så giver det en ret spændende effekt af, hvad skal man sige, narrativ dybde. Dvs. ikke en dybde der er til at se i billedet, men som man som beskuer selv slutter sig til, ved at kunne se lys fra gennem døren, hvilket fortæller, at der sker noget ved siden i rummet.

Anne Hardy formulerede det: "Its a matter of engaging physically with the work - what would it be like to walk into this room...?"

Her refererer hun også til billedets fysiske størrelse i printet. Et kæmpe print skaber et format, man nemmere kan forholde sig fysisk til - fordi det passer til menneskekroppens størrelse.

Photography is a way to fix this space... hvad mente hun med det...?

Interessante tanker. spændende fotografer.

De andre fotografer forholdt sig ret eksplicit til der fysiske rum, hvori deres fotografier fandt sted. Den japanske fotograf havde taget billeder af hende ukendte mennesker i givne byer, berlin, Hiroshima, NYC m.v. Hvad havde hun ud af at fastholde sine motiver i en given historisk kontekst?