Jeg er begyndt at holde af at kigge på mit ur selvom jeg udmærket godt ved hvad klokken er. Jeg tager mig selv i at betragte sekundviseren gentage sin tur skiven rundt på nøjagtig samme måde som den gjorde det sidste gang.
Mit ur, som man kan se på billedet har fem visere. Hver af dem peger til en hver tid på et givet punkt på en skala, der løber de tre urskiver rundt. 86400 gange i døgnet viser de fem viseres indstilling en ny situation. Det er fredag d. 7 april kl. 18.18.41...det er fredag d. 7. april kl 18.18.42... Det er den absolutte forudsigelighed der tiltaler mig, det at denne mekaniske indretning kan antage 86400 unikke indstillinger i døgnet, og at hver enkelt af disse indstillinger er et præcist og utvetydigt udtryk for en nøjagtig situation i verden.
Jeg tror det er en følelse af ro, der falder over mig ved at se på mit ur.
Alt i hverdagen har et støjende netværk af betydninger. Når jeg går gennem kantinen på universitetet gennemgår jeg flere tolkninger, aflæsninger, kontekstvurderinger, konnotationsudvælgelser, denotationsudvælgelser osv. end der er sekunder i en eftermiddag. På mit ur har ét unikt udtryk ét unikt indhold. Ren ubesmittet denotation. Gamle Barthes ville have frydet sig. Mit ur er en lille oase af semiotisk ro i et hav af støj.
Jeg skal endda koncentrere mig og holde øjnene fokuseret på sekundviserens smukt monotone bevægelse skiven rundt, for lige under 12 står der navnet DIESEL. Og så er vi på vej ud på betydningsmotorvejen igen...
Tags:
ur
semiotik
2 kommentarer:
Jeg kunne selvfølgelig tage dit indlæg for gode varer og nikke ja efter hver paragraf og så ellers hoppe videre ud af en henvisning.
Men jeg kan også vælge lige at dvæle lidt ved det du skriver og skrive en lille kommentar, der problematiserer dit indlæg. Det tror jeg, at jeg gør.
Barthes ville have frydet sig og har sikkert også kigget på sin andel af urskiver. Og hvad var det nu han sagde om sit møde med japanske tegn. Var det ikke noget med, at han indledningsvist så dem som et eksempel på et møde med kun udtrykket. Koden til at kombinere indhold og udtryk var ham fremmed. Nå, men det er en anden sag.
Du skriver, at den absolutte forudsigelighed måske er hvad der tiltaler dig i dine hyppige blik på urskiven. At uret har ét unikt udtryk for ét unikt indhold giver ro for læseren så at sige. Drejes udsagnet, betyder det, at ét indhold kun kan udtrykkes på én måde. Og et fascinerende forhold ved det tidsindhold urets visere udtrykker er, som du også peger på, den gennemborende forudsigelighed.
Kan vi derfor ikke sige, at der her er tale om en yderst stabil kode? En kode der fremtvinger en urokkelige relation mellem indhold (tidspunkt) og udtryk (viser-forholdet)? Sådan læser jeg i hvert fald det, du skriver. Og jeg er enig. Men nu kommer jeg med min lille kvist og stikker den ind mellem egerne. Som ægte tvivlere må vi jo tillade os at være skæptiske. Jeg tillader mig derfor at komme med en hverdagsinddragelse af betydningsforholdet, som måske falder lidt uden for dit indlægs pointe.
Isoleret, eller alt andet lige, som økonomerne ynder at sige, så har vi at gøre med ren denotation. Men den isolerede læsning forsvinder vel i selve anvendelsen af uret, fordi uret er et instrument. Og som instrument er dets forenemmeste opgave at hjælpe med til at hverdagen glider. Vi indlæser derfor straks det omkringværende støjende netværk af betydninger, som du nævner. Et blik på uret bliver hurtigt til; når jeg bussen, skal jeg sætte farten op, skal jeg ligefrem løbe. Måske bliver læsningen til et, det sørme er blevet sent, eller modsat, det er godt nok tidligt. Selv ser jeg fx ofte på "tiden" og siger til mig selv: OK bare lige 10 minutter mere. Alle sammen er de også "tidslæsninger". Så er der selvfølgelig også de mere fjerne "kæderelationer", hvor det tidspunkt som læses ikke udtrykker et indhold for selve tiden men i stedet for noget andet. Dvs. noget står i stedet for tidspunktet (indholdet). Som fx hvis viserne peger på 18:30 så bliver TV-Avisen indholdet eller 19:00 indeholder Nyhederne. ##:## står således ikke så meget for et tidspunkt som det derimod står for en ritualiseret handling. Som fx "stå op", "ud af døren", "på bussen", "på kontoret" etc. Tidspunktet som egentlig er det egentlige udtryks indhold bliver herved i sig selv et tomt indhold. Det bliver i stedet en "place holder" for noget andet - et dagligt ritual.
Jeg røg vist ud af en tangent her...
Jeg er glad for at du valgte ikke tage tage mit indlæg for gode varer. Der er ofte ikke noget kedeligere end at blive bekræftet.
Først vil jeg lige sige om Barthes, at når jeg taler om gamle Barthes, er det nøjagtig hvad jeg mener - eller den yngre Barthes. Han taler i Mytologies om hvordan han det attråværdige resultat er, at alle bliver mytologer, altså bliver i stand til at gennemskue mytens gemenheder. Implicit heri ligger ønsket om det rent denotative sprog. Han er jo ophavsmanden til ideologikritikken, hvilket man også ser her, fordi han får koblet sit teoretiske apparat op på noget klassekritik.
Jeg vil give dig helt ret i at der er tale om en totalt stabil kode. Eller rettere er der måske tale om kun én enkelt kode. I min temmelig minutiøse gennemgang af min spadsertur gennem Det Kgl. bibliotek for noget tid siden, gjorde jeg rede for hvordan der er myriader af koder, der hele tiden betinger vores handlinger. På den tur blev jeg konsekvent misforstået for min hosten. Helt basalt kan man sige at et blik på et ur, ikke levner mulighed for misforståelse.
Og så kommer din kvist i egen.
Jeg havde faktisk ikke tænkt på det på den måde. Men selvfølgelig har du ret i at et givet tidspunkt kommer til at stå for en given begivenhed i mange henseender, som f.eks. tv-avisen kl. 18.30. Du siger at uret er et instrument. Det er jo fuldkommen rigtigt.
Jeg kaldte faktisk først indlægget Præcisionens æstetik. Eller Præcisionens meditative æstetik. Og det ville faktisk have været mere retvisende for det jeg gerne vil sige. Jeg starter jo nemlig med at sige at jeg undertiden tager mig selv i at kigge på mit ur selv om jeg udmærket godt ved hvad klokken er. Dvs. jeg benytter netop ikke uret som et instrument.
Min betragtning er nærmere urskiven som et kunstværk, som en mobile eller installation eller hvad man vil kalde det.
Mest præcist kan man måske udtrykke det med Kants formålstjenstlighed uden formål. Altså det der tilsyneladende har et formål, men som alligevel ikke har det. Man kan vel sige at urskiven er den mest formålstjenstlige, formålsrettede, rationelle genstand man kan forestille sig. Men hvis man kigger på den uden denne formålstjenstlighed for øje, uden at ville vide hvad klokken er, hvad for man så? Et æstetisk udtryk for abstrakt præcision måske?
Eller semiotisk ro.
Men for så vidt har du ret. Der er ikke tale om ren denotation. Det alene fordi der findes omstændigheder, som du påpeger, under hvilke urskivens udtryk kan komme til at betyde alverdens ting herunder tv-udsendelser.
Med henvisning til Barthes møde med det tomme tegn som du omtaler, kan man vel kun håbe på at møde den fulde semiotiske ro, hvis man ikke kender koden. Men så på den anden side. Jeg tror det er et grundlæggende menneskeligt karaktertræk at ville skabe mening ud af alt. Egentlig meningsløshed accepteres ikke af mennesker. Udtrykket uden et indhold er for den menneskelige bevidsthed i bedste fald absurd. ... det var vist også en tangent...
Send en kommentar