Ytringsfrihed er en besk spand mokka

I disse tider hvor demokratiske støttepiller, som har stået uantastet og medvirket til opretholdelsen af demokratiet her til lands i over hundrede år, bliver antastet og bragt i tvivl, har Weekendavisen meget relevant på forsiden af kultur-sektionen, anmeldt en bog om ytringsfrihedens historie.

(undskyld den lange sætning, statsministeren bør straks tage afstand fra den form for meningsforstyrende syntaks, der meget vel kan tænkes at krænke min gamle dansklærer)

Der er tale om bogen The Coffee-House - A Cultural History af Markman Ellis anmeldt af Joakim Jakobson i WA 17.-23. mar. 2006. Det skal altså siges, at jeg ikke selv har læst bogen, og derfor udelukkende henviser til anmeldelsen af den, idet jeg stoler på Jakobsens ædruelighed.

Bogen handler, som titlen angiver, om de berømte coffee houses, og deres historie. Læsere af Habermas vil vide, at disse kaffehuse fungerede som grundpiller for den endelige etablering af parlamentarismen i England. Det er da også hvad Ellis kommer frem til, blot er hans blik noget mere nærsynet, idet han undersøger hvordan der er tale om en kultur, der oprindeligt kom fra Tyrkiet via en lille polyglot græker som assisterede engelske handlende. Kaffen kom via herefter via engelske handelsrejsende i området til London, i en tid hvor puritanerne med Cromwell i spidsen, netop havde fået eksperedet Charles I. Samtidig havde disse puritanere en besk uvilje mod øl og spiritus, og de så derfor kaffen som noget mindre folkeforgiftende. Derfor fik kaffehusene succes i London

Det er altsammen en god gammel og kendt historie, som sammen med øget alfabetisering og øgningen af trykte publikationer, som befolkningen kunne bruge deres alfabetisering på, medførte øget vilje til deltagelse i samfundet, og som i sidste ende nødvendigvis medførte en bevægelse mod demokrati. Det er ikke det jeg interesserer mig for her. Det interessante er, at Jakobsen sidst i sin anmeldelse citerer Ellis for at have et horn i siden på verdensomspændende konglomerater som Starbucks. Jakobsen skriver:

"Han konstaterer, at den gammeldags kopfuld tjære havde noget mandig, hård friktion over sig, mens den voldsomme tilsætning af mælk pludselig har gjort kaffen fatslavensmoderlig og næsten, uha, nærende. Den er blevet harmløs."

Og Ellis: "Gennem mælkificeringen har de store kæder bortvisket den bitre smag fra kaffehusenes historie"
WA 17.-23. mar. 2006.

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om hvordan metaforer styrer vores forhold til verdens indretning, og her har vi et super eksempel på metaforen "det gode er en bitter pille" Jeg ved ikke om sociologisk interesserede læsere vil kunne drage en parallel til Webers gamle tekst om protestanters etik. Via Jakobsens anmeldelse får man tydeligt indtryk af hvor Ellis' sympatier ligger, nemlig i den periode hvor kaffehusene rykkede noget, om man så må sige, den gang de var arnesteder for demokrati og kritisk offentlighed osv. En ung adelsmand ved navn William Brereton citeres således for følgende udtalelse om kaffen:

"Drikken er temmelig varm og smager ubehageligt, men den [har] en god eftersmag og [hjælper] med at løsne en god portion overskydende tarmluft"
WA 17.-23. mar. 2006.

Det er der måske ikke meget kritisk offentlighed i, men citatet rammer meget godt Ellis' holdning, kolporteret af Jakobsen, til virksomheder som Starbucks. Denne vurdering af kaffen er en allegori over den måde Ellis ser kaffehusenes indflydelse på det engelske civilsamfund (allegori her forstået som en serie af metaforiske billeder, der forklarer et andet betydningsfelt). Han har med andre ord forelsket sig i sit forskningsfelt på samme måde som vikingetidsforskere, der klæder sig i hjorteskindskjortler og flytter ud i Lejre Forsøgscenter for at friste tilværelsen som viking anno det 21. århundrede.

Nu er der kommet mælk i kaffen, og den langes over disken i kedelige kommercialiserede kæde-caféer. Den er ikke længere besk og smager grimt, man har taget brodden af kaffen og pillen er derfor ikke længere bitter, hvorfor den heller ikke kan gøre noget godt.

Hvad Ellis' sikkert ikke i sin bog tager højde for er, at ejerskabet af en café næppe kan afgøre hvilke diskussioner der føres blandt klientellet på den. Det er vel nærmest klientellet selv, der afgør det. Men ve den der drikker kaffe, som smager godt. Desuden kan man sige, at den kritiske offentlighed er opnået, om man så må sige, og den derfor ikke skal kæmpes for på caféer. Hertil kommer, at den nok er flyttet et andet sted hen, f.eks. blogosfæren, siden da.

Interessant nok har Henrik Dahl en lignende metaforisk betragtning i artiklen Er teater i virkeligheden sundt på Kommunikationsforum. Her taler han om hvordan en lignende metafor, som den med pillen organiserer visse kvinders forhold til det at gå i teater. Han mener at kunne aflæse i de mandlige teatergæsters længselsfulde blikke efter fadølsanlægget i lobbyen i pausen, hvordan de egentlig hader at komme i teatret, og deres koners stålsatte blikke, deres insisteren på at tage denne kulturinjektion med oprejst pande. Metaforen er her teatergang er en vaccination (mod fordummende fodboldkampe og andet gøgl forstås)

Ellis har altså efter alt at dømme gjort sig skyldig i at have begået metafor, idet han sætter sin faglighed lidt over styr for at komme efter en virksomhed som Starbucks. Hans agenda er altså, at i de gode gamle dage, der var kaffen bitter, men det skulle til for at få den borgerlige offentlighed op at stå.

Altså: Ytringsfrihed er en besk spand mokka

(det kunne være interessant at undersøge den danske mediediskurs om samme emne, for at finde ud af hvilken metafor, der organiserer forestillingen om ytringsfriheden set i lyset af Muhammed-halløjet)

Tags:

ytringsfrihed
kaffe