11 februar 2006

Cyberspace gået af mode


Det er egentlig interessant så sjældent man støder på ordet cyberspace nu om dage. En gang var det et ord, der i almindelighed henviste internetkommunikation i sin helhed. Men nu møder man det næsten aldrig mere. Nettet har flyttet sig fra et dystopisk tomrum til noget helt andet - det er ophørt med at være et rum. Mediet er ikke længere sit eget indhold, det er blevet almindeligt og dermed transperant. Man ser ikke længere mediet, man ser sin addressat.

Ordet cyberspace stammer som de fleste ved, fra William Gibsons Sci-Fi-klassiker Neuromancer (oprindeligt fra en tidligere novelle, men blev populært kendt i denne roman fra 1984), bogen definerer det som følger:
Cyberspace. A consensual hallucination experienced daily by billions of legitimate operators, in every nation, by children being taught mathematical concepts...A graphical representation of data abstracted from the banks of every computer in the human system. Unthinkable complexity. Lines of light ranged in the non-space of the mind, clusters and constellations of data. Like city lights, receding..." --William Gibson, Neuromancer
I hans bog er cyberspace noget man oplever ved at være sluttet til via et cranial jack, altså et stik i nakken, som i forhold til det aktuelle forhold til vores ækvivalent til cyberspace, nemlig internettet, er et temmelig radikalt interface. Det er også værd at bemærke sig metaforbrugen i citatet, hvor der bruges linier af lys, som befinder sig i et sindets ikke-rum "Like city lights receding" Der er altså tale om uendelige linier af lys, som forsvinder et sted langt ude i dette ikke-rum. Samtidig er syntaksen i citatet abrupt og forpustet; fortælleren kan ikke i en sammenhængende defintion, forklare dette fænomen, i stedet må han lettere forpustet kortere og kortere hovedsætninger, benævne fænomenet ved dets egenskaber og en række metaforiske forskrivninger. Faktisk er han ikke en gang i stand til at afslutte sin omtale af cyberspace, som det ses af de tre punktummer, der til sidst efterlader passagen uafsluttet, så ubegribeligt er det.

Det styrende princip for dette citat er altså ufattelighed. Cyberspace er et så kompliceret og omfattende fænomen, at det ikke kan forstås i denotativ tale, man kan kun tilnærme sig gennem delvis metaforisk tale.

På den måde er cyberspace et fremmedgørende fænomen - eller det er et fænomen som rummer en kontrast til det rum vi trisser rundt i til daglig, og som er kendetegnet ved at have vejr, og at der er en sammenhæng mellem afstand og tid og den slags. I Neuromancer er cyberspaces modsætning da også meatspace. Dette andet space er af forståelige årsager lidt mindre kendt, men det tjener til at definere cyberspace som et andet rum, som en anderledeshed, noget hvortil der er en afstand fra vores til daglig perciperede rum.

Det er klart at cyberspace i sin tid som buzzword, ikke udelukkende har været defineret ved ovenstående karakteristika, det er rimeligvis blevet udvandet en del med det formål at henvise til internet og elektronisk kommunikation i almindelighed. Eller måske nærmere det rum, som vores indtastede eller indtelefonerede information passerer igennem før det når ud til addressaten. Man kunne sikkert lave en mindre diskursanalyse af begrebet, og komme frem til noget i retning af ovenstående.

Når man ikke hører ordet cyberspace særligt ofte længere, skyldes det som jeg skrev ovenfor, at dette ord netop konnoterer en andethed, der står i kontrast til vores daglige sansbare verden, og dette er ikke længere i overensstemmelse med virkeligheden. Denne dialektik mellem det samme og det andet kan ikke findes i relation til nettet, fordi nettet ikke et et andet, det er det samme. Man foretager sig kun meatspace-ting via nettet -indkøb, informationssøgning, kommunikation osv. Alt referer til meatspace, eller det sansbare rum med en relation mellem tid og rum. Man kunne da også dårligt forvente andet, eftersom det samlede sproglige begrebsapparat vi har til rådighed stammer fra en virkelighedsrelation som minder meget om det der i Neuromancer hedder meatspace.

Der findes med andre ord i vores virkelighed kun meatspaces medieret af transparente hubs i form af internetnodes. Nettet er med andre ord gået fra at være en andethed, som var farlig og dystopisk jf. settingen og dekadencen i Gibsons roman, til at være et naturligt og allestedsnærværende medie i dagligdagen, der ikke i sig selv har en substans, men som giver adgang og mulighed for at gøre det man altid har gjort blot lidt hurtigere og lettere. Det er det man kan se af ordet cyberspaces forsvinden.

Tags:



2 kommentarer:

Katrine Nadia sagde ...

Det er rigtigt og spændende og ganske vist - men hvad med "virtual reality"/"det virtuelle rum" og fremmedgørelsen? Er der ikke længere sjæle, der farer vild i computerrummet? Hvis nej, hvor farer de så hen? Eller hvad med vores bedsteforældre, kunne de ikke tage ordet "cyperspace" i deres mund måske? Og hvad skal i øvrigt adskille ordet "internet", så det bliver endnu mere hjemligt?

Mange spørgsmål - og tak for kommentaren, den varmer...

Anonym sagde ...

Tja... virtual reality er jo et begreb af lidt samme skuffe som cyberspace. Oprindeligt er det et begreb der vist vandt en del berømmelse i 80erne, da man begyndte at introducere sjove hjelme med små dårlige tv-skærme indeni, som skulle "nedsænke" brugeren i en anden virkelighed. Deraf også navnet immersiv VR. Senere dukkede der nogle online varianter op, som f.eks. AlphaWorlds, som er et slags community i samme format som et 3D-actionspil, men hvor man havde (har!?) en karakter, som man styrer rundt med piletasterne, og som man kan bygge huse med og interagere med andre brugere osv.

Jeg tror egentlig tanken døde efterhånden som man gik væk fra den idé at nettet skulle være et sted hvor man kunne være en anden og lege med sin identitet osv. Som jeg skriver i indlægget, er nettet jo netop i dag konvergeret med vores hverdag. Hertil kan man jo sige at det har udvidet vores hverdag, idet vi f.eks. er i stand til at interagere på denne måde via en blog.

Som et apropos kan man sige at navnet virtual reality altid har været en lille smule malplaceret, i hvert fald hvis man skal forstå ordet virtuel i den sædvanlige forstand. Normalt forstår man ved virtuel, noget som er latent, og som kan aktiveres. F.eks. kan man sige at en romanperson har en række virtuelle egenskaber (han har arme og ben og en lever og kan tælle til 100 osv.), men det er først i det øjeblik fortællerens diskurs kræver det, at disse egenskaber enkeltvis bliver aktiveret. F.eks. bliver det i L'Etranger aldrig interessant at Meursault har en lever, fordi romanen handler om hans, og dermed menneskets absurde tilværelse.

På den måde kan man sige at ordet virtuel er lidt dårligt valgt, og at det har været grund til en masse mytologisering af begrebet virtual reality, som det slet ikke kan bære.

Jeg ved ikke helt hvad du mener med sjæle, der farer vild i computerrummet... og jo det er da muligt at nogens bedsteforældre kunne finde på at sige cyberspace, men de er måske heller ikke, hvad skal man sige, bærere af den eksisterende internet-diskurs.

Jeg tror egentlig ikke der er behov for at man kalder internettet noget andet, men det kan da være at det vil blive underforstået i højere og højere grad, efterhånden som de fleste applikationer flytter fra folks lokal desktops til nettet.