Så er jeg tilbage efter en dejlig weekend i det gryende provencalske forår med frisk alpeluft i lungerne og et enkelt blåt mærke efter at have lavet et spekatulært styrt ned ad en rød piste på La Colmaine. Jeg har med andre ord tilbragt en forlænget weekend i dejlig ubekymret uvidenhed om den nok så berømte Mohammed-konflikts nuværende højder. Principielt havde jeg egentlig ikke lyst til at sige noget som helst om den totalt bizarre situation, denne konflikt har udviklet sig til, men på den anden side mener jeg egentlig, at enhver der har en offentlig henvendelsesplatform, hvor lille og absolut beskeden den end måtte være, ikke kan ignorere det der sker, og som fylder mediebilledet i et omfang der kun kan tangeres af småprinsers dåb og andet kongeligt slabberads. Jeg kan nu forstå, at situationen er om muligt endnu mere vanvittig end den tidligere har været.
Inden flyet satte hjulene ned i Nice, nåede jeg at læse et par artikler i Financial Times (udg. fra d. 3/2) ombord. Herunder en af Philip Stephenson (som desværre ikke kan læses på nettet uden abonnement). Her giver han meget klart udtryk for, at dette i realiteten ikke handler om tegninger af en religiøs figur, og dermed overtrædelse af et af muslimernes tabuer. I stedet taler han for, at den reaktion man ser, skyldes en verden post 9/11, hvor muslimer føler at de er blevet udsat for dæmonisering af Vesten, og at de ukritisk er blevet identificeret med terrorister, Al-Queda, Bin-Laden og andre ubehagelige ting. Samtidig har den amerikanske administration ført Wolfowitchs, Cheneys og andre neo-konservative tilhængere af Leo Strauss, ide om The new american century ud i livet (dette berører Stephenson ikke eksplicit). Denne ide har haft til hensigt at bringe demokrati til Mellemøsten vha. magt. Dette har, sammen med Israel-Palestinakonflikten og USA og Vestens rolle her, betydet at den muslimske verden har følt sig presset op i et hjørne og tvunget til reformer af vestlig karakter. Præcis dette synspunkt kommer faktisk til udtryk på Kuwait Times hjemmeside, hvor holdningen til tegningerne dog er moderat kritisk, sandsynligvis fordi en vestlig koalition reddede deres skind for ca. femten år siden, desuden spørges der eksplicit hvorfor Vesten skal trampe på os nu, hvor vi går i gennem vores mørke tid, her refereres implicit til den muslimske verdens storhedstid i 1200-tallet, hvor Bagdad var centrum for en stor del af verdens lærdom.
Disse små tåbelige tegninger har nu givet den muslimske verden noget at stå sammen mod Vesten om, fordi det kunne ses som en entydig hån mod en central del af deres identitet.
Når man tænder for fjernsynet og ser afghanske muslimer banke løs på porten til en Natobase, beboet af italienske soldater, bliver det derfor tydeligt, at JPs tegninger kunne erstattes af næsten en hvilken som helst anden provokation eller handling eller hvad som helst, der kunne fungere som anledning til at gøre opmærksom på utilfredshed. Efterhånden som denne konflikt eskalerer mere og mere, forestiller jeg mig, at selve tegningerne og Danmarks rolle som arnested for hele misæren, bliver glemt i det almindelige raseri mod Vesten netop fordi det ikke er disse tegninger det handler om; havde den muslimske verden været præget af fremgang og oplysthed, havde dette lidt bølleagtige udtryk i en lokal dansk avis aldrig skabt så meget furore. Nu er den muslimske verden desværre netop ikke præget af netop disse ting, men manden på gaden - gedehyrden med den knyttede hånd - han kan forstå at nogen fornærmer hans profet, og derfor gør han som man altid har gjort på de kanter, i hvertfald i følge tv-billederne, man skyder op luften og brænder forskellige ting af. Problemet er herefter, at når informationen om JPs billeder når manden på gaden, har den været igennem så mange kanaler, at det er sandsynligt, at det i hans øjne er Anders Fogh, der har lavet tegningerne, og det er EU der har betalt offentliggørelsen af dem. Han ved nok ikke hvem Anders Fogh er, men der er måske nogen der er i gang med at brænde noget af ovre på den anden side af gade, samtidig med at de råber død over det ene og det andet, og det vil han ikke gå glip af.
Når informationen på den måde diffunderer ud samtidig med, at den langsomt bliver udvandet og omdannet utallige gange med Vestens provokation af den muslimske verden som den eneste fællesnævner, er den meget svær at stoppe. Dertil kommer at denne misinformation bliver selvopfyldende fordi muslimerne reagerer på hvad de tror er hele den vestlige verdens provokation af deres religiøse fællesskab, hvilket igen må afstedkomme en dementerende reaktion fra Vesten. Når et sådant dementi imødegås af afbrænding af ambassader, optrappes konflikten og cirklen starter forfra.
Efterhånden som man ser lokale muslimer alle mulige steder i verden stille sig foran en hvilken som helst vestlig ambassade, repræsenation eller virksomhed og råbe "Respekter vores profet", er dette udtryk ikke længere forbundet med indholdet: /uvilje mod landet Danmark/, det er forbundet med indholdet /frustration over egen dårligdom og utilfredshed med vestligt pres/.
På den måde kan det blive Danmarks held, at konflikten er blevet udvidet til at omhandle en generel modvilje mod Vesten, netop fordi Danmark med tiden kan forsvinde i den informationsstrøm der udspiller sig. Under alle omstændigheder vil diplomatiske tiltag, der er baseret på evige gentagelser af den danske regerings holdning til religion, respekt herfor samt ytringsfrihed, efter min mening være lettere forspildt. Det ville være interessant hvis man gav sig til at inddrage hele vesten som afsender på budskabet om ytringsfrihed og respekt for religioner, for på den måde at uddele ansvaret på de i forvejen solidariske vestlige lande.
De protesterende muslimer reagerer på hele Vestens modsætningsforhold til dem, derfor ville det vel også give mening at henvende sig tilbage netop som hele Vesten, alt andet bliver nok aldrig så meget andet end diplomatisk symptombehandling.
Tags:
Muhammedkonflikten
Jyllandsposten
Diplomati
Ingen kommentarer:
Send en kommentar