13 februar 2006

Cyberspace er næsten gået af mode


Netop som jeg veltilfreds havde skrevet forrige indlæg om begrebet cyberspace og dets fald i popularitet, og min egen - synes jeg selv - skarpe iagttagelse af, at det skyldtes ordets associering med det andet, altså et sted man højest kan besøge ved at bevæge sig væk fra hverdagen - netop da læser jeg en artikel på politiken.dk, hvor en hvis Camilla Høi skriver, at nogle initiativtagere fra Krogrup Højskole har sendt en kædemail ud i cyberspace med opfordringen til at spise arabisk på en eller anden dag.

Man kan så spørge sig selv hvorfor hun bruger ordet cyberspace her. Hvis jeg skal sige noget til forsvar for mit forrige indlæg set i lyset af dette enkeltstående dementi af min påstand, vil jeg mene at hun faktisk bruger ordet cyberspace i den forstand jeg omtaler i forrige indlæg, fordi hun omtaler en kædemail. Den meddelelsessituation som initiativtagerne fra Krogerup befinder sig i, er jo netop ikke at sende en mail til en bestemt person, de sender til en hel masse forskellige mennesker, som, jf. kædemailprincippet, sender den videre til alle i deres adresseliste som igen sender den videre osv. På den måde er det en mail der ikke har nogen bestemt adressat, og mailens bestemmelsessted fortoner sig et sted ude i det ukendte, altså meget muligt hos personer, der er afsenderen totalt ukendte og fremmede.

Her falder ordet i den betydning jeg tillægger det altså bedre ind.

Tags:

Ingen kommentarer: