Arlas seneste kommunikative tiltag er, at støtte Røde Halvmåne og andet opsøgende støttearbejde for at vise de mellemøstlige og meget sure forbrugere, at Arla skam respekterer deres kultur og tro osv. Det er den perfekte måde at identificere sig med dem man i mellemøsten opfatter som den egentlige forbryder, nemlig Jyllands Posten. På denne måde accepterer man nemlig slet og ret fra Arlas side, at man er blevet slået i hartkorn med Jyllands Posten og Danmark i det hele taget. Med andre ord: Implikationen af at love bod og bedring på denne måde er naturligvis, at man har en aktie i den formodede forbrydelse, og det er jo netop det Arla og alle andre danske virksomheder på ingen måde har.
Det er som om en række danske virksomheder, der pga. en småt begavet kulturredaktør, har oplevet et midlertidigt setback i eksporten, straks accepterer en hvilken som helst anklage uden skyld, for når de har gjort det, har de en genstand at tage udgangspunkt, i og handle ud fra. Således kan Arla altså nu tage udgangspunkt i deres medskyldighed i JPs tegninger af en mand med skæg og en bombe i turbanen, og give sig til at arbejde på at overbevise forrurettede mellemøstlige forbrugere om, at de har taget ved lære og at de nu gennem handling nok skal vise hvor meget de respekterer den store islamiske kultur.
På en måde kan det af mellemøstlige forbrugere opfattes som netop det modsatte, idet de nok ikke er dummere end at de kan identificere Arlas interesse i at genoprette et image, så de - de forbrugerne - igen vil købe deres produkter. Det vil med andre ord fremstå helt evident, at Arlas støtte til røde halvmåne og alt muligt andet, ikke er motiveret af deres dybtgående respekt for profeten og islam i det hele taget, men snarere af deres dybtgående behov for at bevare den omsætning på lidt over en milliard, de har på eksporten til Mellemøsten.
Det der efter min ringe mening ville have været langt mere interessant, var at distancere sig fra JP, og oplyse om igen og igen, at virksomhedens holdning til islam ikke stemte overens med JPs og fortælle historien om JP som én blandt mange stemmer i Danmark, og måske samtidig komme ud med testimonials fra muslimske medarbejdere i Arla, der talte om hvor kede de var af, at de, sammen med deres etnisk danske kolleger, måske stod til at miste deres arbejde pga. nedgangen i omsætningen.
Initiativet til at støtte Røde Halvmåne rangerer i hensigtmæssighed cirka sammen med Flemming Roses initiativ til at fornærme endnu flere religiøse mennesker ved at karikere en række andre religiøse ikoner - og det var lige inden han blev sendt på ferie på ubestemt tid.
Tags:
Arla
Jyllands Posten
Muhammedtegninger
kommunikation
2 kommentarer:
Jeg kan næsten ikke lade være med at tænke på dit tidligere indlæg om metaforen i sponsoratet og efterfølgende se Arlas støtte til Røde Halvmåne i relation hertil.
Nuvel, 'støtte' og 'sponsorat' er forskellige, men de har dog det tilfælles, at begge har til formål at udtrykke forståelse og anerkendelse for det arbejde, som det støttede eller det sponsorerede udfører.
Og når støtte og sponsorering foretages af en virksomhed, hvis mål er at tjene penge, læses støtten og sponsoreringen inden for en brugbar kode til aflæsning af virksomhedshandling (apropos dine tidligere indlæg udi tegn og betydning).
Hvis dette antages som præmis, når vi frem til næste punkt, der egentlig ikke har så meget at gøre med dit metafor-indlæg. Men det næste punkt jeg tænker på, er kontekst. I det aktuelle Arla-eksempel etablerer 'tidens omstændigheder' en særlig af slagsen. Og når Arla således udsiger sin støtte på nuværende tidspunkt, hvor omstændighederne betinger en særlig læsning af støtten, vil støtten blive opfattet som en 'reaktion' på at vende skuden og rette op på det manglende salg af Aralprodukter. Udsigelsen om støtte kan derfor 'kun' læses som en handling, der har det formål at forbedre virksomhedens overordnede formål - at tjene penge.
-
Dernæst er jeg enig, når du peger på, at det muligvis havde været bedre vedvarende at tage afstand til JP og avisens måde at redigere religiøst sensibelt stof.
Og hvor er alle de personlige fortællinger fra mellemøsten henne?
Mht. dit afsluttende retoriske spørgsmål: Hvor er de personlige fortællinger henne? Så sandt, det ville netop være gavnligt hvis Arla og andre danske virksomheder tog fat i de personlige historier dels fra Mellemøsten, men i lige så høj grad fra Danmark. Denne sag har jo været karakteriseret ved at foregå på i første omgang en sær afart af et folkeligt niveau, og dernæst modvilligt på statsligt niveau. Samtidig har den været præget af manglende forståelse for de mekanismer, der har vist sig at røre på sig i Mellemøsten for den danske regerings og de danske virksomheders vedkommende.
En Mellemøstekspert udtalte således i Deadline i sidste uge, at de fortsatte demonstrationer i Pakistan kun i ringe grad hænger sammen med Danmark og de famøse tegninger, selvom det var dannebrog der blev brændt af. Faktisk, mente hun, var det i lige så høj grad protester møntet på præsident Musharraf, der havde tilladt demonstrationen - noget han ellers ikke har for vane at gøre. Netop derfor, fordi der nu var mulighed for at demonstrere, mente eksperten, kom alle befolkningens frustrationer ud. Af frygt for represalier fra styret kunne de bare ikke demonstrere mod andet end Danmark. Det passede dem imidlertid heller ikke helt dårligt, eftersom det de fleste pakistanere er utilfredse med, er Musharrafs samarbejdsvilje overfor Vesten.
Pga. af al denne forvirring og alle disse forskellige interesser, der krydser hinanden i denne ulykkelige sag, burde man som du peger på, som kommunikator netop tage fat i det personlige, håndgribelige og let forståelige, og bevæge sig fra det diplomatiske til det personlige plan, hvor den almene tilgængelighed er større.
Send en kommentar