20 februar 2006

Lyriske nyhedsoplæsere



En passant vil jeg lige nævne en dejlig radiooplevelse jeg havde i går. Jeg havde radioen tændt mens jeg gik og lavede kaffe og skar brød til søndagsmorgenmaden. Efter et par minutters baggrundsmuzak kom nyhedsudsendelsen, og jeg tror oplæseren hed Jannie Strykind eller noget i den retning. Hun læste nyhederne op; bla bla bla muhammedtegninger børn gået gennem isen og andet skidt, men da hun kom til vejrudsigten, slog den ellers så traurige opremsning af alverdens dårligdomme og ubehag, om i smuk lyrik. Man kunne høre det var improviseret, for hun tog sig lige et sekund ekstra til at overveje hvordan hun skulle introducere at det igen blev gråt og kedeligt. Da så hun indledte de deprimerende vejroplysninger med sætningen:
"Søndagen bliver vist i sort og hvid..."
var det som om det ikke gjorde noget at søndagen blev lige så grå og kedelig som hun med sin lyriske sætning forudsagde. Smukt og uventet, kunne Ole Meisners sprøde stemme formå det samme, ville jeg høre hver eneste nyhedsudsendelse jeg kunne komme i nærheden af.

(billede fra Monitoring Dalager)

Ingen kommentarer: