Inden jeg fortsætter min semiotiske tour de force gennem Det kongelige bibliotek, vil jeg lige omtale en debat i DR2s Deadline 2. sektion i går søndag d. 22/1.
Søndag aften kunne man se Jes Stein Pedersen formidle en debat mellem chef for Danske Banks Interessentrelationer, Morten Albæk og den nyligt ph.d.-slåede Rasmus Willig fra RUC.
Rasmus Willig har forsvaret sin ph.d.-afhandling om samfundskritikkens betingelser idag. Her anfører han, at kapitalismen er blevet dogmatisk, dvs. der er intet udenfor kapitalismen. Den er et system, der ikke stilles spørgsmål til. Samtidig siger han, at kapitalismens fordele og goder for samfundet ikke egentlig kan anfægtes. Hans centrale pointe er derfor ikke endnu en gang, at fremføre Frankfurterskolens oplysnings- og kapitalismekritik. Derimod hævder han at det er blevet vanskeligt, eller umuligt at bedrive samfundskritik i et samfund hvor samfundssystemet, kapitalismen, er dogmatiseret. Jes Stein havde så med glimrende øje for en interessant debat inviteret Morten Albæk, der ofte markerer sig i den offentlige debat, senest med bogen "Generation fucked up". Albæk var netop interessant fordi han tilsyneladende er et eksempel på Willigs kritik - nemlig medarbejderen i en stor koncern i det kapitalistiske system, der samtidig bedriver samfundskritik og -debat.
Willig talte om vanskeligheden ved at bedrive hvad han kaldte "den store kritik" dvs. den kritik er kommer fra et sted uden for systemet, mens han karakteriserede Albæks kritiske virksomhed som "den lille kritik". Albæk forsvarede på udmærket og overbevisende vis sine muligheder for at bedrive samfundskritik samtidig med sin ansættelse internt i det kapitalistiske system, samtidig med at han erklærede sig enig i behovet for en grundfæstet samfundskritik, som han samtidig mente han selv er eksponent for.
De to var derfor for så vidt rørende enige om det meste, bortset fra at Albæk ikke i samme grad som Willig anerkendte distinktionen mellem den lille og den store kritik. Ikke desto mindre var det en utrolig frugtbar debat, det tjente til ikke at kaste ting og sager i hovedet på hinanden, men til at klarlægge et problemfelt, som er prægnant i dagens samfund.
Willig havde dog endnu en pointe at bringe til torvs. Han fastholdt nemlig kravet om den store kritik. Tydeligt inspireret af Adorno og Horkheimers kritik af oplysningen, efterlyste han muligheden for, som forsker, frit at kunne benytte sin tid til at udvikle de store samfundsteorier, som disse gårsdagens kæmper stod for. Han ledte ikke efter en ny Marx, men mente implicit, at universitetssektoren er blevet en pølsefabrik, der bliver målt på forskellige performanceforhold, som den enkelte undervisers popularitet, antal af publicerede artikler etc. Dette gør i følge Willig, at samfundskritikken aldrig kan blive andet end konsoliderende. Hvis kapitalismen som samfundssystem er altomfattende og udenfor spørgsmålet, kan man kun gennemføre denne lille kritik, som Willig mente Albæk står for.
Accepterer man derfor præmissen (som Albæk ikke gjorde), at kapitalismen er blevet dogmatisk, er det en logisk følgende konsekvens, at en kritik af selvsamme ikke kan eksistere.
Denne kritik kan man som antydet sagtens bruge til at smide i hovedet på taxameterpolitiken, som er dikteret universiteterne, men jeg mener ikke man kan sætte et så skarpt skel op mellem denne store og lile kritik.
Noget andet er nemlig muligheden for en ansat i det private erhvervsliv som Morten Albæk, for at bedrive sin kritiske virksomhed, lille eller stor. Her mener jeg Albæk har meget ret når han siger, at han har og vil have mulighed for at bedrive sin kritik uanset sin stilling. Jeg mener han har ret og får mere ret på fremtidens arbejdsmarked. Paradoksalt nok pga. markedskræfterne. Hvis man som arbejdstager i så høj grad er gift med sit arbejde, og forpligtet på hænder og fødder af sin stilling i en virksomhed, må man jo gå et andet sted hen, hvor man ikke har denne forpligtelse.
Jeg mener derfor Willig tager fejl når han siger, at man ikke kan være fri debattør et par timer om dagen. I en situation hvor der er et større udbud af arbejde end der er arbejdstagere, vil arbejdstagerne i højere grad kunne diktere forholdene, og frihed til at deltage i en offentligheden på hvilken måde man finder det passende, kan meget vel være et sådant forhold. Jeg mener derfor, at der er mere potentiale i hvad Willig kalder den lille kritik end blot den konsoliderende.
Noget helt andet er, at en virksomhed har en interesse i at lade sin medarbejdere tale frit fra leveren for dermed at vise, at her er plads til alle meninger, og at virksomheden så at sige, spiller med åbne kort. Dette er selvfølgelig et argument, der står indenfor det kapitalistiske system, men det viser også at begge dele er mulige på samme tid. Virksomhedens interesser bliver plejet, og medarbejderens interesser bliver plejet med henholdsvis implicit god omtale fra en interessent, og frihed til at tale som man vil.
Tags:
samfundsdebat
Morten Albæk
Rasmus Willig
Frankfurterskolen
6 kommentarer:
Jeg forstår din pointe, men det slår mig bare at Morten Albæk er et levende eksempel på ikke at formå den store kritik - eller bare: den interessante kritik. "Generation fucked up" er den mest intetsigende og uargumenterende debatbog jeg nogensinde har set. Albæk nægter at undersøge, kvalificere eller nuancere sin påstand om en såkaldt generation (født mellem begyndelsen af 1970erne og slutningen af 1980erne - ?!) som han har givet et tåbeligt navn; påstanden om at de ikke er politiske engagerede fordi de ikke er medlem af et parti (ligesom ham selv).
Her vil jeg sige at han tilsyneladende bekræfter at han ikke er i stand til at tænke videre over tingene og lave en egentlig kritik.
Det betyder så ikke at alle forskere er i stand til det eller at ingen i erhvervslivet er det - men lige Albæk er en tvivlsom respræsentant.
Tak for kommentaren.
Hvorvidt Albæk er det eller ej forholder jeg mig jo netop heller ikke til, jeg interesserer mig kun for den principielle mulighed for at udøve kritik.
Nu sagde du bare at Albæk så sig som repræsentant for en "grundfæstet samfundskritik", og det ville jeg ikke lade stå uanfægtet. Der er højst tale om en "lille" (overfladisk) kritik, som Willig ifølge dig kaldte det.
Spørgsmålet er så om det har noget med Albæks stilling at gøre. Det skal jeg ikke turde sige, men jeg kan nu godt forestille mig at der er grænser for hvor kapitalismekritisk Albæk kan være og beholde sin stilling i Danske Bank.
Spørgsmålet er jo så om det virkelig er fordi kapitalismen er blevet dogmatisk - og om den store samfundskritik nødvendigvis behøver være en kapitalismekritik.
Jeg synes det sidste du siger er meget interessant for så vidt, at Willig egentlig startede med at sige at han accepterede kapitalismen som samfundssystem, og anerkendte de mange goder den medfører. Hvis kapitalismen er det styrende princip for samfundet, er det om ikke andet meget oplagt, at det er kapitalismen, der er genstand for "den store kritik", men når den samtidig anerkendes af den formodede kritiker, slår det mig at denne kritik, må være af en noget speciel karakter.
Det man så står tilbage med, er vel nærmest det Willig kaldte den lille kritik - altså kritikken, der ikke er samfundsystemet udenforstående - når nu kapitalismen som grundlæggende samfundssystem er accepteret.
Det forekommer mig faktisk, at der er et større potentiale i en samfundskritik, der ikke som udgangspunkt tager afstand fra selve det fundament samfundet er baseret på. Mon ikke det egentlig er en kritik, der i højere grad er i stand til at flytte noget?
Hvad skulle der egentlig være i vejen for at en person, der netop står solidt plantet på dette fundament, som en ansat i en hvilken som helst virksomhed er, skulle kunne føre en sådan kritik med det udgangspunkt at det fundament han står på ikke anfægtes?
Interessant blog og opfølgende indlæg!
Men;
"Det forekommer mig faktisk, at der er et større potentiale i en samfundskritik, der ikke som udgangspunkt tager afstand fra selve det fundament samfundet er baseret på."
Ses dogmatikken ikke netop i sådanne udsagn?
"Jeg synes det sidste du siger, er meget interessant for så vidt, at Willig egentlig startede med at sige at han accepterede kapitalismen som samfundssystem, og anerkendte de mange goder den medfører."
Skal man anerkende "goder" a priori?
Er kritikkens formål ikke at anfægte a priori antagelser?
I mangt et hedengangent samfund har man "opfordret" eller "tilskyndet" folk til at anerkende netop dette samfunds goder! Kommunistiske, fascistiske og demokratiske.
Interessant miks i øvrigt. For hvilke goder taler vi?
Er det "goder" i filosofisk forstand, med tanke på "folkets" muligheder og "friheder" inden for en gældende samfundsorden vi taler om, eller er det forbrugsgoder?
Kan og bør man overhovedet blande disse niveauer?
Er universitetets og virksomhedernes roller sammenlignelige?
For mig er det ikke tilfældet at disse to er umiddelbart kommensurable, da jeg ikke ser deres formål som værende identiske.
At sætte "kritikken" og "kapitalismen" i stævne, som det forekommer mig det er foregået er også interessant. Særligt da spørgsmålet bliver "den store" og "den lille" kritik - ? En finurlig gradbøjning, hvilket leder til et spørgsmål om kritikkens "væsen" og "formål".
Og hvilken "kritik" ønsker en virksomhed, vel ikke en potentielt revolutionerende? Slet ikke hvis denne er anti-kapitalistisk!?
Accepterer man ikke "goderne" (i den ene eller den anden form eller forstand), accepterer man nødvendigvis ikke virksomhederne som de eksisterer; deres eksistensvilkår ønskes, som "folkets", forandret.
Jeg undskylder den fragmentariske stil, egne indforståetheder og de manglende svar
Send en kommentar