I beskrivelsen af min blog har jeg skrevet noget med verdenssituationen i almindelighed plus semiotik og litteratur. Det slår mig, at jeg ikke en eneste gang har berørt litteraturen. Semiotikken er næsten uundgåeligt et gennemgående element. Det er nu ikke fordi jeg vil kaste mig over litteraturen på nuværende tidspunkt. Jeg læser faktisk ikke ret mange bøger for tiden - i hvertfald ikke skønlitterære. Ellers er et speciale jo en anledning til en del læsning. Men det forekommer mig at verdenssituationen i forskellige facetter er blevet berørt rigeligt på det sidste. Derfor skifter jeg fokus til noget meget hverdagsagtigt og nært.
Her er en iagttagelse jeg gjorde mig i dag.
Da jeg stod op i morges, havde jeg en tudse i halsen. Det sker nogen gange for mig om morgenen, og der kan godt gå nogle timer før den er helt væk. Min plan var at tage på Diamanten (Det kgl. Bibl.) for at læse. Den kolde cykeltur fra Frederiksberg ned til Christians Brygges havnefront kurerede ikke ligefrem min hoste, så jeg gik faktisk og smårømmede mig hele vejen fra cyklen og hen til de store svingdøre, der fører ind i selve huset. Tilfældet ville at jeg passerede den alt for dyre café Øieblikket, netop da en af tjenerne stod i den ende af baren, jeg passerede den, og idet jeg gik forbi blev jeg overrasket af et host, som derfor kom med lidt stød. Det opfattede tjeneren straks, og kiggede på mig hævede øjenbryn som tjenere gør når de bliver bedt om opmærksomhed fra en kunde. Jeg kunne på hendes løftede øjenbryn forstå, at hun forventede at mit host blev efterfulgt af en bestilling på et eller andet, men jeg var bare på vej forbi baren og caféen hen til travelatoren, for at komme op på læsesal øst. Jeg smilede og viftede afværgende med hånden, for at lade hende forstå at mit host ikke var udtryk for andet end den tudse som havde indfundet sig i min hals denne morgen. Hun vendte sig og fortsatte med det hun nu var i gang med.
Inden man kommer hen til travelatoren, som er en mellemting mellem en trappe og et rullende fortov, og ikke en elevator som navnet egentlig antyder, kommer man meget passende forbi receptionen. Her sidder der som regel en af tre biblioteksbetjente Max, Ole eller Tom. Det ved jeg fordi jeg har haft arbejde på KB. Da jeg kommer forbi receptionen, siger Max "Nå, skal du op og bestille noget" idet han kigger på den stabel af bøger jeg har i favnen. Igen kommer jeg til at hoste på grund af den åbenbart ufjernelige klat slim, der har sat sig i mit svælg, og jeg når ikke at sige noget før Max griner og siger "Nej, det tænkte jeg sgu nok" Jeg smiler gennem mit hosteanfald og vifter med hånden for at lade ham vide at jeg godt forstod joken. Hosteriet er stilnet lidt af da jeg står af travelatoren og drejer til højre over mod læsesal øst.
Jeg går indenfor, skriver mig i protokollen og sætter mig ved et bord et stykke nede i salen. Jeg kommer til at sidde ved siden af en pige, der allerede sidder med næsen i en bog. Jeg lægger mærke til at hun sidder og drejer lidt på stolen med en næsten ikke hørbar knirken til følge.
Jeg får bredt mine bøger ud foran mig, og mit notathæfte åbnet og lagt i stilling, jeg finder siden jeg kom til sidst, og giver mig til at læse. Men inden jeg har læst mere end et par linier kommer den efterhånden ret irriterende hoste tilbage. Denne gang som en lidt stødagtig rømmen. Jeg prøver at rense halsen uden brug af lyd, men det lader sig ikke rigtig gøre, så jeg bliver nødt til at rømme mig igen. Det lykkes mig at komme af mig resten af tudsen og jeg kan trække vejret frit igen, men jeg lægger mærke til at den minimale knirken ved siden af holdt op. Jeg vender mig uvilkårligt, og ser at pigen ved siden af kigger lettere brødbetynget på mig. Hun har tydeligvis opfattet min hosten som en lettere irriteret anmodning om at holde op med at knirke med stolen. Jeg smiler til hende for at indikere at den lille uoverensstemmelse, som åbenbart opstod ikke betød noget fra min side. Jeg vender mig og læser videre.
Ikke nogen sindsoprivende oplevelse, og sammenlignet med amerikansk sikkerhedspolitik, som jeg tidligere har skrevet om, er det ikke en ret interessant historie, men jeg vil følge op på den en af dagene, og forklare hvorfor jeg synes det alligevel var 2 ret interessante minutter fra svingdøren og op til læsesalen.
Forsættelse følger...
Tags:
tegn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar