Her er så anden del af Hostets semiotik. Posten refererer til en oplevelse jeg havde da jeg tog ned på Den sorte diamant for at læse, og havde en hoste jeg ikke rigtig kunne komme af med. Den blev af tre omgange fejltolket. Her er beskrivelsen af turen fra svingdørene til læsesalen.
Jeg er nu kommet forbi baren, og har afværget tjenerens aflæsning af mit host som et krav om opmærksomhed indenfor den kode der regulerer sociale adfærd mellem kunde og sælger.
Desværre er jeg ikke færdig med at hoste, og da jeg kommer forbi receptionen og Max i receptionen med et blik på de bøger jeg har i favnen, spørger om jeg skal op og bestille noget, kommer jeg til at hoste igen. Max' reaktion er, at det tænkte han sgu nok.
Der er flere lag i den kommunikation, der foregår her. Man kan sige at der er tale om overkodning. Det skal jeg vende tilbage til. Det første der sker er, at Max genkender mig og dermed bevæger sig væk fra den kode der regulerer hans opførsel overfor gæster og brugere på biblioteket. Det ville være utænkeligt, at han henvendte sig uopfordret til en af de andre brugere, som han ikke kendte. I stedet agerer han overfor mig via en kode, der regulerer adfærd mellem bekendte/kollegaer. Man kan sagtens gå ind i en større detaljeringsgrad, men det er ikke gavnligt her. Ligesom tjeneren aflæste og interpreterede det tegn min personlige tilstedeværelse inden for hendes opfattelse af caféens udstrækning udgjorde, aflæser Max min tilstedeværelse som opfordring til at henvende sig til mig. Havde han undladt at henvende sig til mig, havde han også afsendt et tegn, hvis indhold var ringeagt for min person, med udtrykket "ignorering" Tegnet ville i praksis stå som et overlagt brud på koden for adfærd mellem bekendte/kollegaer. På samme måde som det ville være et kodebrud hvis tjeneren i stedet for med sine løftede øjenbryn, at vise at hun var opmærksom på mig, og afventede min bestilling, ignorerede mig, gav sig til at strippe eller smed en kop i hovedet på mig eller noget helt tredje.
Nu valgte Max at henvende sig til mig hvorved han konsoliderede koden og sit tilhørsforhold til den, såvel som mit. Der sker imidlertid mere idet han aflæser min tilstedeværelse, fordi samtidig ser han, at jeg bærer på en stabel bøger. Var jeg kommet gående forbi ham med en stabel bøger i en boghandel, eller på en strand, eller var jeg kommet svømmende med dem på ti meter vand, havde hans interpretation af dette tegn nok været anderledes. Nu var det på Den sorte diamant jeg kom gående med dem. Det er faktisk det Pierce kalder ground, altså den grund hvorpå noget for nogen står for noget andet. Men hvis man holder sig til Eco, er der altså tale om en kode. Her var det den kode, som altså er en fælles forståelse om hvad et tegn står for bland to eller flere individer. Her er denne fælles forståelse, at tegnet bøger står for, eller denoterer læsning. Samtidig konnoterer de læsesal, arbejde, studie osv. Konnotationen kan forstås som en afledt betydning af denotationen, i dette tilfælde vil det sige de betydninger bøger kan have indenfor den givne kode, som altså igen er en slags tolkningsramme.
Max aflæser altså det udtryk, der udgøres af mig, der kommer gående med en stabel bøger, associerer det med indholdet læsning jf. den eksisterende kode, der her er stedspecifik (bøger på et bibliotek), og interpreterer via konnotationen arbejde, med det sproglige udtryk "nå, skal du op og bestille noget?" Her er det så jeg kommer til at hoste igen. Hvad betyder hosten denne gang? Her skal man strække begreberne lidt for at få dem til at passe, for jeg mener der her er tale om en associering med et indhold på et metaforisk plan, altså en overkodning. Man kan sige, at hosten er et udtryk for det indhold, at jeg har fået noget galt i halsen. Det har jeg bare ikke på andet end et metaforisk plan, nemlig på den måde, at jeg slet ikke kan goutere hans antydning af at jeg skulle arbejde. Han tolker her først indenfor den kode, som er alment menneskelig tilgængelig og kendt, nemlig at når man får noget galt i halsen, hoster man. Dernæst abstraherer han denne tolkning metaforisk, og får det til, at jeg får hans antagelse galt i halsen. Man kunne også sige at den metaforiske abstraktion af hostet som udtryk for det indhold, at få noget galt i halsen, er kodificeret i sig selv, dvs. abstraktionen kan sættes uden for en parantes. Således er to eller flere mennesker enige om, hvad hostet betyder som interpretant til et udtryk, der denoterer et uantageligt indhold for en person, nemlig netop det, at det er uantageligt. Her refererer Max til en anden kode, nemlig den socialt accepterede brug af denne metafor i en sådan situation.
Idet jeg stadig er gang med at hoste da han har talt færdig, og derfor ikke er i stand til at tale, vinker jeg med hånden. Man kan igen pege på, at havde jeg stået på gaden og havde vinket med hånden, havde det måske betydet at jeg prajede en taxa, havde jeg siddet til et debatmøde, havde det betydet, at jeg gerne ville sige noget. Her afgiver jeg et tegn indenfor den kode der vel nærmest har førsproglig karakter, og som betinger visningen af en håndflade som reaktion på noget, at betyde afvisning. Max ser min håndflade og aflæser den som et udtryk for det indhold koden betinger, og som vi derfor begge kender til, nemlig afvisning. Men her er igen tale om overkodning, for mens Max udmærket godt ved at jeg med min håndflade afviser hans antagelse, interpretanten givet ved det sproglige udtryk "nej, det tænkte jeg sgu nok", læser han det i henhold til en anden kode samtidig, nemlig ironien, som jo betinger noget til at få den modsatte betydning af den intenderede.
Det er væsentligt at pege på, at hele situationen er overkodet, altså det at man læser noget i henhold til mere end en kode, idet det hele er en joke. Det er meget vanskeligt at få semiotisk hold på hvordan ironi fungerer, fordi der ikke er nogen egentlige regler for hvornår det bruges. Man kan henvise til at ironi fungerer meget dårligt på skrift, hvilket vel er et udtryk for, at at der er en række andre tegngivningsprocesser, der spiller ind i afgivelsen af et tegn under koden ironi, f.eks. mimik, kropssprog og lignende.
Næste afsnit i hostets semiotik kommer (måske) snart.
tegn
hverdagssemiotik
semiotik
Det kongelige bibliotek
Ingen kommentarer:
Send en kommentar