I en artikel på Kommunikationsforum af Peter Svarre (og på hans blog) kan man læse en kritik af Politikens nye satsning på nettet. Satsningen går ifølge Svarre på, at nettet skal levere de hurtige og korte nyheder, mens papiravisen forbeholdes det mere refleksionskrævende "langsomme" indhold, som baggrund, reportager osv. Svarre mener at denne opfattelse af nettet er forkert, at det faktisk forholder sig omvendt, dvs. læserne går til papiraviserne for det hurtige nyhedsstof, og går til nettet for uddybende information. Der er altså tale om to poler for hver sin ende af en top-down/bottom-up skala.
Efter min mening giver omnibusaviser som Politiken ikke længere mening i papirform og med den eksisterende profil. De aviser man ser flyde ovenpå i en tilsyneladende permanent nedgangsperiode, er Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og til dels Information. Altså nicheaviser, der henvender sig snævert og med kvalitet indenfor dette snævre område.
Hvis noget skal holde papiravisen i live, er det vanefaktoren, som i øvrigt bestemt ikke skal undervurderes. Siden avisens opkomst i 1700-tallet, har læserne været vant til at holde den i hånden, læse den og bruge den til at tænde op i pejsen når den var læst. Dertil kommer, at det at holde en papiravis kan være en retroaktivt kvalitetsmarkør indenfor diskursen, der tilsiger at "alt digitaliseres og acceleres, men noget bevares trods alt" Her er lang historik lig kvalitet.
En model jeg kunne forestille mig man kom til at se, er den som man har kunnet høre beskrevet i forskellige steder, herunder P1s Harddisken, nemlig avisens (digital eller i papirform)informationshovedvej, der under- og gennemløbes af f.eks. blogs og podcasts, der fortæller baggrunds- og metahistorier i tilknytning til hovedvejens historier. Tanken kopierer på en måde dvd'en med ekstramateriale. Her ser man filmen, og oplever en følelse af eksklusivitet og særhensyn, når man bliver taget med om bag scenen og instruktøren fortæller om hvordan filmen blev til og afslører små sjove og måske pinlige historier om skuespillerne eller producenten osv. Hvad oplever f.eks. en krigskorrespondent ind i mellem de skærminterviews han har med ankermanden hjemme i studiet? Faldt der lige efter kameraet blev slukket, en mortergranat hundrede meter væk, var han med til at hjælpe nogle sårede mennesker ind i en ambulance? Hvilket forhold har han til sine kilder? osv. Den slags kan blogs og podcasts i meget høj grad bruges til. Hertil kommer, at en journalists blog jo samtidig vil komme til at indgå i den øvrige blogosfære, hvor de ekstra informationer vil sive videre og blive behandlet og diskuteret.
Med nyhedsstrømmens bevægelse, er det samtidig sandsynligt at dette behandlede og diskuterede materiale, kan blive genstand for hovedvejens behandling, der derfor måske med tiden, i mindre grad vil blive en hovedvej. Man kunne sagtens forestille sig et fremtidigt mediebillede definereret færre og færre hovedveje, som omnibusaviser, tv-nyhedsmedier osv. og en flere og flere små uafhængige kilder som blogs og podcasts med en struktur som et rodnet (eller rhizom hvis man skal tro Deleuze og Guatarri)
Tags:
aviser
mediebilledet
blogs
Peter Svarre
Ingen kommentarer:
Send en kommentar