06 november 2007

Mashup, deportalization og online ads


En af de andre tabs i min browser lige nu står på Le Mondes "A la Une" (forsiden) Men jeg er ikke på lemonde.fr, jeg er i netvibes, som jeg bruger til at aggregere alt fra vejrudsigter, søgeværktøjer over mail til feeds fra alle mulige medier. Jeg er faktisk sjældent på lemonde.fr. Jeg er også sjældent på politiken.dk, dr.dk eller nytimes.com. Det er også ret sjældent jeg er inde på ft.com Financial Times) Men jeg er en meget flittig bruger af alle disse mediers indhold.

Medier lever af at sælge brugere til annoncører. Men det er jo lidt svært når brugere som jeg aldrig besøger deres sider, men kun tager deres rss-feeds. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set en bannerannonce på politiken.dk, jeg ser deres overskrifter og ikke mere.

Det hele bliver kompliceret yderligere af services som dapper og Yahoo Pipes. Det er webapplikationer, der giver mulighed for at lave mashups af eksisterende og forskellige feeds. Hvis man interesserer sig for fotografi kan man finde nogle feeds, der beskæftiger sig med det, smide dem sammen i Yahoo Pipes til ét aggregeret feed. Så kan det være man kun er interesseret i posts, der handler om fototeknik og ikke om nye kameraer - så definerer man bare det som en variabel. Det er superlet og outputtet kan være lige til at stoppe ind i sin netvibes, pageflakes, google reader eller lignende.

På den måde kommer man som bruger endnu længere væk fra mediernes portaler - indholdet er deportaliseret, mashet up og har ingen som helst relation til mediets annoncører længere. Det er ikke en gang til at sælge annoncer, der lægger sig op ad særlige artikler eller særligt indhold, for man kan ikke være det mindste sikker på modtagesituationen, hvis indholdet i brugerens hænder er blevet en lille del i et hjemmelavet feed eller netvibes-modul.

Hvordan skal man så forholde sig som annoncør og som medie? Man skal lave indhold. Det eneste medie, der til dato har forholdt sig fremsynet til denne problematik er avisen.dk, som åbnede dørene for, at man udover at kunne læse journalistisk indhold, også kan læse civile bloggere, som skriver på avisen.dk, man kan selv bidrage med indhold og endelig kan man trække feeds ind fra eksternt indhold. På den måde undgår man en fremtidig flugt fra avisen.dk som portal eller mediet reduceret til en passiv leverandør af feeds - bare fordi det er moderne og det gør de andre også.

Så mangler vi bare at annoncørerne aktiverer deres budskaber i relevant indhold i stedet for stadigt mere irriterende bannerannoncer.

Ingen kommentarer: