Jeg kører ad cykelstien fra Dr. Louises Bro og ind på Nørrebrogade. Det er myldretid så cykelstier såvel som kørebane er godt fyldt op. Det regner. I sådan en situation er det jo rart at have en regnjakke med en hætte, som kan sørge for, at man ikke får vådt hår. MEN DET ER LIVSFARLIGT!
En pige på en bedstemorcykel kører så langsomt, at man skulle tro at hendes pedalkraft var eneste fremdriftsmiddel i en middelsvær russisk kampvogn. Jeg er ti meter væk og kører i venstre side af cykelstien, jeg passerer en række cyklister bag pigen med ret stor fart. Det storregner stadig. Pigen på kampvognen snegler sig stadig afsted. Jeg har nu passeret tre cyklister bag hende, og der er kun en enkelt tilbage inden jeg passerer cyklisternes svar på et panserkøretøj drevet alene via omsætning af kulhydrater og proteiner.
Men det er ikke den pedallerende kampvognsfører, der er synderen. Der er, så vidt jeg ved, ingen nedre grænse for hastigheden på en cykelsti. Man må for den sags skyld cykle så langsomt at man ville komme hurtigere frem ved at danse foxtrot med en elefant. Nej synderen, som vi skal se, er den båtnakke af et tågehorn, der tror at hans regnjakkes hætte er gennemsigtig. Det er nemlig ham, der er den sidste cyklist inden pigen hvis hastighed på cykelstien bedst kan sammenlignes med det tempo hvormed bjergkæder bliver dannet.
Jeg er nu kun en meter fra ham - og han trækker ud - lige ud i hovedet på mig! Jeg bliver tvunget ud i en livsfarlig linedans på det snævre stykke kantsten, der adskiller cykelstien fra kørebanen samtidig med en sindsyg nedbremsning. Hvis ikke jeg skulle koncentrere mig så meget om at cykelstien for mig lige blev snævret ind til ca. 10 cm's bredde, havde jeg råbt alle de nedsættende ting jeg kunne komme i tanker om efter ham med stor volumen!
Det værste er, at tumpen rent faktisk kiggede sig over skulderen som en form for ubevidst handling, som han sikkert har gjort tusind gange før. Hvad han ikke tænkte på var, at han ikke fik den information fra sit bagudkig, som han skulle have for at kunne basere en handling som en overhaling på det. Det eneste han så, var nemlig det indvendige af en sin egen regnhætte!
Hvis han mærkede en sær fornemmelse og en mærkværdig duft da jeg så kørte forbi ham, var det sandsynligvis en blanding af materialiseret roadrage og lugten af kold regn mod et par rødglødende bremseskiver.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Læste tilfældigvis din artikel. Hvorfor skal du bruge så mange platte metaforer, fx. russiske kampvogne? Det er træls at læse, og det danske sprog er veludviklet nok til at man kan udtrykke sig helt uden billedsprog.
Nå, det var ellers en sur kommentar. De platte metaforer skulle gerne være morsomme, det er så en holdning du ikke deler. Fair nok. Du forestiller dig simpelthen et sprog helt uden brug af billeder? Jeg tror sidste gang nogen delte den tanke var da Barthes i 50'erne higede efter det rent denotative sprog, eller mytefrie sprog. Desuden er det min holdning, at et sprog uden brug af billeder er ukreativt og kedeligt.
Jeg er enig med ham den anden. drop de der metaforer.. de virker ikke rigtig. Når det så er sagt så har du helt ret i at der godt nok er mange klaphatte der ikke er i stand til at cykle ordentligt :)
Helt enig med de to andre. Metaforerne er fucked.
Send en kommentar