Jeg læser mange blogs og tekster på nettet generelt. Ofte ser mit skærmbillede ud som på billedet her. Det interessante er ikke at der står "get naked and..." på billedet til højre. Det interessante er alle de små stykker tekst der står med blåt -linksene. Det er selvfølgelig in-text henvisninger til det emne som bloggeren omtaler.
Men mit problem har i lang tid været at finde en fornuftig måde at læse sådan en tekst på. Ofte starter jeg ét med det blogindlæg jeg nu læser, fatter interesse for det konkrete forhold, som linket lige omhandler, og klikker. Derefter ryger jeg videre til en anden blog, en artikel på wikipedia, på en avis eller noget tredje. Typisk er den tekst jeg lander i, skrevet på samme måde.
Det betyder ofte at jeg i sidste ende sidder og læser noget, som kun har marginal relation til det jeg startede med at læse om, men som selvfølgelig kan være interessant nok i sig selv.
Der er selvfølgelig tale om hypertekst-begrebet, hvor lineariteten er gået fløjten og Aristoteles' gamle begreber som begyndelse, midte og slutning ikke har den helt store relevans.
Men er det sådan man skal opfatte læsning på nettet, at det hele er én stor sammenhængende tekst, og at man ikke kan se det enkelte blogindlæg, den enkelte artikel osv. som en afsluttet tekst? At man nødvendigvis må læse "på tværs" af de enkelte tekster?
Er det bare en præmis for at bruge nettet som kilde, at tekster ikke starter og slutter, men fortsætter i det uendelige hinsides alle aristoteliske dogmer.
Under alle omstændigheder skal man holde tungen usædvanlig lige i munden når man læser.
Hvordan gør I?
5 kommentarer:
Når man laver et research, er det utrolig nyttigt, at kilderne selv har føjet nye potentielle kilder til teksten, og har jeg tillid til primærkilden, følger jeg som oftest links til sekundærkilder og skimmer disse.
Længere går jeg ikke ud, og det har jeg simpelthen en regel om, da jeg ellers ville lave et alt for omfattende og kun lidet relevant stykke arbejde for at kunne svare på noget mindre kompliceret.
Hvis jeg læser fornøjelsens og adspredelsens skyld, altså med andre ord surfer, så går jeg tit meget længere ud, og jeg genkender sagtens din problemstilling: hvordan var det nu lige, jeg kom hertil, spørger man sig selv.
Imidlertid er det jo netop en af fornøjelserne ved at surfe, at den underholdende "tekst" aldrig ender, og at man selv kan (og skal) finde vej igennem den.
Derfor mener jeg nok, at links er et gode, som hverken skal begrænses eller forsøges undgået. Derimod må det være et spørgsmål om éns egen tidsramme og/eller omfanget af problemstillingen, der ligger bag surfingen, hvor langt man vil gå.
I sidste ende bliver det altså ens selvkontrol, der bestemmer, hvor langt ud man kommer. Links trykker jo ikke på sig selv.
Links trykker ikke på sig selv - sandt nok.
Man kan måske også sige, at links i en tekst bare er en eksplicering af hvordan man, i hvertfald i akademisk tradition, altid har skrevet, nemlig med åbne henvisninger til andre tekster. Her er de bare umiddelbart tilgængelige.
Når man udtrykker en idé står man jo næsten altid på skuldrene af en hel masse andre idéer som man har læst eller hørt om. Men det kunne være sjovt at forsøge at tracke en bevægelse gennem f.eks. ti led, for at se hvordan det emne man læste om ændrede sig.
Det kunne jo også ses som en måde at opdage uforudsete forhold eller tillæggende forhold til det man startede med at læse om...
Min erfaring er at Firefox's tab-funktion er meget velegnet til at have forskellige relaterede websider åbne på én gang. Så kan man hurtigt gå tilbage skridt for skridt.
Men det løser naturligvis ikke problemet om den uendelige tekst.
Jeg bruger også Firefox, og er meget glad for tabbed browsing. Jeg har også bemærket mig, at MS IE har inkorporeret elementet i deres version 7.
Problemet med den uendelige tekst er jo... at den er uendelig, eller i hvertfald at lineariteten er væk. Det minder mig lidt om de gamle Dungeons & Dragons-bøger hvor man kunne vælge mellem en tre-fire bevægelser gennem handlingen, og dermed en tre-fire slutninger. Eller for den sags skyld visse Jumbobøger før verden gik af lave, og de kom til jumbobog nr. tre millioner og sytten!
Jeg er med på tabbed browsing. Absolut en af de bedste påfund i browserudviklingen.
Det er et rigtig godt værktøj. Ikke så meget fordi man kan have flere websites åbne på samme tid. Det kan man også uden tabs. Men det er godt, fordi jeg kan samle min endeløse hypertekstuelle læsning inden for ét område i flere faner og i ét vidue.
Hvis jeg har gang i flere emner samtidig, så ligger de og rumsterer i andre vinduer.
Geniales-
Send en kommentar