Muslimerne og deres genvordigheder

Jeg er træt. Træt af at høre om problemer i Mellemøsten, det militante Hamas, der vinder en valgsejr over Fatah-bevægelsen af uhørte dimensioner. Træt af at høre om danske lokalpolitikere, der ikke kan vartage deres embede tilstrækkeligt fordi de også er opstillet til en borgmesterpost i Pakistan. Træt af at høre om at muslimers mystiske æresbegreb bliver krænket af en række tegninger i en morgenavis, og at hele den danske eksport til den muslimske verden nu er i fare af samme årsag. Træt af at høre om at muslimske brugere af hospitalsvæsenet er til gene for personalet fordi de ikke kan forestille sig, at en kvindelig læge eller sygeplejerske kan tage vare på deres ambulante behov, og at deres samfulde familie stiller op for at vise respekt, og derved altså generer arbejdsgangene på sygehuset.

Jeg har aldrig oplevet noget af dette selv, jeg har aldrig personligt mødt en muslim som ikke var en et venligt og imødekommende menneske. I min tid som kollegianer var der på et tidspunkt en afghansk beboer, der hed Azim og var muslim, som var hensyntagende, imødekommende, venlig og god til at lave mad. Han talte ikke dansk, men det gjorde ikke noget, fordi vi talte alle sammen udmærket engelsk. I øvrigt kan jeg godt forstå han ikke havde overskud til at lære dansk, for han vidste ikke om han var købt eller solgt med hensyn til ophold her i landet. Han var en dygtig studerende, der havde alle intentioner om at blive og bruge sin it-uddannelse i Danmark. På et tidspunkt flyttede han, og efter det hørte vi ikke fra ham, som det er meget normalt med kollegianere.

Rent kommunikativt kan jeg godt forstå at man fokuserer på hvordan muslimer ikke passer ind i samfundet, og ikke opfører sig som vi forventer af dem, fordi konfliktstof er motoren i alle gode historier, men jeg har ikke lyst til at høre disse historier. Der var i sidste uge et læserbrev i Weekendavisen, som argumenterede for, at den bedste chance for integrationen er, hvis man ikke oplevede mediebilledet fyldt ud med historier om hvor meget eller hvor lidt indvandrere er i stand til at tilpasse sig samfundet - det være sig nationalt eller internationalt. De føler sig som pariaer og vi føler dem som pariaer. Jeg vil give denne mand ret; jeg kan mærke hvordan mit indtryk af muslimer og indvandrere i det hele taget lige så stille glider i retning af det negative.

Det er kedeligt, for hver gang der kommer endnu en historie, der på en eller anden måde kompromiterer muslimer, bliver det sværere at komme i tanker om hvem Azim var. Siden 9/11 er der aldrig udgivet så mange bøger om Islam og muslimers levevis - i Weekendavisens forskningstillæg Ideer, er man begyndt at interessere sig for hvor muslimsk forskning står i dag, og hvorfor det står så dårligt til i forhold til den gang for ca. 1200 år siden da man tog til Bagdad hvis man havde akademiske ambitioner.

Jeg vil ikke høre mere om muslimer og islam, jeg er mættet. Jeg deler ikke deres relgiøsitet og forståelse af verden, men jeg vil til enhver tid forsvare deres ret til disse ting med alt hvad det nu indebærer, for nu at parafrasere en gammel franskmand.

Tags:


integration
islam
integration i medierne