Jeg var inde og høre nogle foredrag med tre fotografer i forbindelse med Copenhagen Photo Festival i denne uge. jeg hæftede mig særligt ved Anne Hardy. Men fælles for dem alle tre var, at selve fotografiet, virkede til at være mere eller mindre underordnet - altså brugen af de værktøjer til fremstilling af billeder, som fotografiapparatet tilbyder, blænde, lukkertid, flash, diverse teknikker hertil osv. Kunstværket lod i langt højere grad til at ligge i processen bag selve fotografiet.
Billedet herover er af Anne Hardy og er en omhyggeligt arrangeret opstilling af i et studie. På den måde minder det lidt om ham fotografen, hvis navn jeg ikke kan huske lige nu, som lavede opstillede setups i meget naturtro arrangementer lavet af pap - et træ, der fuldstændig ligner et træ, men som er lavet af pap helt i gennem.
Hendes argument for at arbejde på den måde var, at hun på den måde omgår fotografiets dokumentariske egenskab. Dette billede henviser / denoterer ikke et givet sted, som findes udenfor selve fotografiet. Man kan tilføje at det ikke kommer til at rumme den række af konnotationer, som et afbildet fysisk sted ude i verden ville. Sociale, politisk, geografiske m.v. På den måde forholder hun sig udelukkende til sit motiv som æstetisk substans.
Hun talte også om et billede, der involverede brugte og visne juletræer. Hun fremdrog det som eksempel på at gøre brug af noget, der har mistet sine konnotative værdier - eller er blevet frisat fra betydning. Det er måske en tilsnigelse, juletræerne er jo netop indgivet med betydning fordi de kommer fra en social betydningskontekst, nemlig julen og det at danse rundt om træet, pynte det osv., familie, religion osv. Det er selvfølgelig sandt, at juletræet i en vissen tilstand og som affald, har ændret betydning, men det trækker stadig et spor tilbage til sin oprindelige kontekst - og dermed betydningsdannelse, der, om man så må sige, forurener Anne Hardys denotationsfrie billede.
Æstetisk er det jo egentlig en sjov omvej at gå at vælge fotografiet som medie. Uanset hvordan man vender og drejer det, rummer fotografiet et dokumentarisk element. Det afbilder noget, som på et tidspunkt har været i verden i en eller anden forstand. Hvis det er Anne Hardys ambition, netop at undgå det, så var der måske andre medier, der var interessante.
Omvendt ligger der jo en interessant dynamik i forholdet mellem fotografiets uafvendelige dokumentariske form og det, at motivet for Anne Hardys billeder netop ikke findes i verden - og endda er fremstillet udelukkende med det formål at blive belyst og fotograferet.
Det var egentlig også gennemgående for de tre fotografer, at de ikke brød sig ret meget om fotografiets dokumentariske egenskaber. Den ene af dem, hvis navn jeg heller ikke kan huske - en amerikaner - kaldte dog også sig selv performancekunstner. Det er egentlig som om ret mange fotokunstnere føler sig kaldet til at forholde sig til det forhold, deres medie er skabt til repræsentere noget helt konkret tilstedeværende i verden - altså til at dokumentere - og ikke til at lave kunst med.
Anne Hardy var også optaget af at lave rumlige dynamikker i sine billeder med hjørner og døre og den slags - antydninger af tilstødende rum, som man ikke kan se ind i eller hvor fører hen, men som netop bare er antydet. Jeg har egentlig lagt mærke til den samme dynamik, hvis man sætter et stærkt retningsbestemt lys i et tilstødende rum og lader det belyse ens motiv gennem døren, så døren fremstår som en art rammesætning af lyset - så giver det en ret spændende effekt af, hvad skal man sige, narrativ dybde. Dvs. ikke en dybde der er til at se i billedet, men som man som beskuer selv slutter sig til, ved at kunne se lys fra gennem døren, hvilket fortæller, at der sker noget ved siden i rummet.
Anne Hardy formulerede det: "Its a matter of engaging physically with the work - what would it be like to walk into this room...?"
Her refererer hun også til billedets fysiske størrelse i printet. Et kæmpe print skaber et format, man nemmere kan forholde sig fysisk til - fordi det passer til menneskekroppens størrelse.
Photography is a way to fix this space... hvad mente hun med det...?
Interessante tanker. spændende fotografer.
De andre fotografer forholdt sig ret eksplicit til der fysiske rum, hvori deres fotografier fandt sted. Den japanske fotograf havde taget billeder af hende ukendte mennesker i givne byer, berlin, Hiroshima, NYC m.v. Hvad havde hun ud af at fastholde sine motiver i en given historisk kontekst?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar